Æh-bæh-buh, det sjovt at være lille, æh-bæh-buh, man kan tids nok blive stor!

Ja, jeg ved godt, at denne useriøse indledning straks afslører mig, så lad mig derfor lægge ud med en uforbeholden tilståelse: Jeg, Nils Grøngaard, erkender hermed, at jeg er lillebror og om ikke stolt af det så dog for overbevist om fordelene til at ønske mig, at jeg var vokset op i en anden familiekonstellation.”

Udover min ovenfor demonstrerede barnagtighed gør det mig ifølge mange kloge hoveder bl.a. rebelsk, kreativ, eksperimenterende, uansvarlig samt – desværre! – lidt mindre intelligent end denne verdens storesøstre og -brødre.

Nu er videnskaben om søskenderækkers betydning endog meget omstridt – nogle psykologer ser den som nøglen til store dele af denne tilværelses mysterier, mens andre affejer det hele som spekulation uden større sandhedsværdi end astrologi og pendulering. Selv har jeg dog (med min sørgeligt nedsatte lillebror-intelligens) længe haft ganske megen fidus til søskenderækkernes betydning. Meget passer nemlig rigtigt godt på mit eget tilfælde.

Mine store venner

Et slående eksempel viste sig, da jeg engang kom til at gennemgå mine venner med søskende-brillerne på: Mine nærmeste venner er uden undtagelse ældstesøskende, og selv i den videre vennekreds er fattigdommen på yngstesøskende påfaldende. Jeg behøver næppe tilføje, at min sidenhen fundne livsledsager er om ikke storesøster så dog et mellembarn med mange af de træk, der typisk bliver tillagt ældstesøskende.

Skal jeg gisne om baggrunden, så tror jeg for det for det første, at det handler om, at jeg er diplomat og kan leve med ikke (straks) at få min vilje. Er den direkte vej til at bestemme konfliktfyldt, kan jeg gå på kompromis – eventuelt med en mere fordækt strategi i baghånden. Selv den mest bossy storebror har jo ikke noget imod at gøre, som jeg gerne vil, når blot han tror, at det hele var hans egen ide...

En anden vigtig dimension er, at jeg altid har haft en forkærlighed for mennesker, der skaber hyggelige rammer omkring sig. Bevares, man lærer jo noget i årenes løb, men selv er jeg stadig ikke drømmeværten, når det gælder om at have ryddet op i god tid, lavet te, købt kage eller hvad der nu skal til for at skabe de bedste betingelser for givende samvær. Min egen rolle har her nok tit mere været at bringe det skøre, fandenivoldske eller passionerede ind i billedet.

En lidt for brilliant forgænger

Yderligere vidnesbyrd om søskenderækkefølgens betydning finder jeg i mit studieforløb. Min storesøster var dygtig i skolen og styrede sporenstregs fra 9. kl. i gymnasiet og videre på universitetet. Jeg klarede mig også fint i folkeskolen, men alligevel tror jeg, at jeg har følt mig presset af at skulle leve op til en så succesrig forgænger. Det har formentlig været en medvirkende årsag til at jeg dumpede ud af gymnasiet midt i 2. g – karaktermæssigt gik det som helhed fint, men jeg trivedes absolut ikke.

Efter en tur på Naturhøjskolen Rødkilde tog jeg en toårig HF som afgjort var mere mit nummer end det pæne, regelrette gymnasium (hvor jeg til overflod var startet midt i en nyborgerlig bølge i kølvandet på Schlüter-æraens begyndelse, en kontekst jeg slet ikke kunne forholde mig til...) Jeg var endda så heldig at slippe igennem HFen uden sanktioner trods en tårnhøj fraværsprocent – i det kritiske øjeblik lagde en studievejleder et formentlig afgørende ord ind for mig overfor rektor. En tillid jeg takkede for ved at score en delt førsteplads i eksamensgennemsnit for min klasse.

Ved en af skæbnens morsomme tilskikkelser svarede mit eksamensgennemsnit på decimalet til min storesøsters. På den baggrund må jeg undtagelsesvis klandre mine forældre for et tilfælde af urimelig forskelsbehandling: Mens søsters studenterhue blev fejret som endnu en stolt dag i (familie)historien, var reaktionen på min HF-eksamen nærmest et lunkent ”nå jamen fint, Nils, så fik vi da heldigvis også dig så langt!”

Plads til at være sig selv

Når jeg alligevel overordnet set er glad for at være den jeg er, skyldes det bl.a. netop dét, som på det seneste har været en del fremme som et væsentligt minus ved at være yngre søskende. Jeg tænker her på det såre logiske forhold, at forældrene øjensynligt har mest tid til det første barn, der jo starter som enebarn, mens der bliver stadig mindre tid pr. barn jo større børneflokken er og jo senere barnet er kommet til.

Opmærksomhed fra forældrene er selvfølgelig vigtigt i nogle faser af opvæksten, men jeg tvivler på, at den altid er lige gavnlig. Den kan også skabe følelser af præstationspres og umyndiggørelse – dette gælder især i en tid, hvor forældreskabet er blevet en videnskab, som eksperter i hobetal ytrer sig modstridende om. En del af opvækstens udfordringer løser sig bedst uden velmenende indblanding – ungdommens uundgåelige katastrofer indebærer selvfølgelig en (som oftest heldigvis tålelig) risiko, men giver til gengæld også uvurderlige erfaringer, som totalt overstråler selv den stærkeste forebyggende formaning.

Ja, jeg er lillebror, og genkender på godt og ondt mig selv i mange af de stikord, der gerne hæftes på yngstesøskende. Så må jeg jo bare leve med statistisk set at være en anelse underfrankeret intellektuelt. Hvis jeg da ikke med typisk anarkistisk yngstesøskende-logik vælger at affeje undersøgelsesresultaterne, for SELVFØLGELIG scorer ældstesøskende da højst på noget så dødssygt som en IK-test, der alene vurderer nogle få, snævert afgrænsede aspekter af intelligens (ting som logik, flair for tal og rumlig opfattelsesevne). Som lillebror er min intelligens jo anderledes vidtfavnende, og det siger derfor sig selv, at den ikke lader sig indfange af en så primitiv og indskrænket undersøgelsesmetode.

Æh-bæh-buh...