Jørgen Juul har i sit blogindlæg fat i noget helt centralt i debatten om miljøet og forkætrede Bjørn Lomborg. Det er selve Lomborgs tilgang som er kernen i problemet.

For det første blander Lomborg let og elegant to roller, nemlig forskerrollen og rollen som (politisk) kommentator/meningsdanner. Det er selvfølgelig umuligt at skille tingene fuldstændigt ad - forskere vil normalt have en holdning til deres speciale som ikke alene kan begrundes i objektive fakta og politkere/kommentatorer kan rent faktisk have en fagligt velfunderet viden om det, de mener noget om. For nu at sige det lidt spidst...

I Lomborgs tilfælde ser vi imidlertid en systematisk sammenblanding af de to roller, som vi mig bekendt ikke har været i nærheden af tidligere herhjemme. Lomborg er uddannet indenfor statskundskab (han er mig bekendt ikke statistiker, selvom han da givetvis har haft noget statistik på studiet), så det er bestemt relevant at overveje, hvor meget han kan forventes at vide om det han udtaler sig om (ofte med en meget betydelig (skrå)sikkerhed).

Som er alt lige fra om dyrearter uddør i alarmerende hast over AIDS-epidemien og til klimaændringer. Det er altså et spænd, som ingen seriøs forsker kan overskue 5% af! Så hvad gør det Lomborg til - ud over leverandør af noget, statsministeren kalder "forfriskende synspunkter"?

Det andet store problem er selve cost/benefit-tilgangen. Jeg vil ikke frakende den en berettigelse, men der er altså nogle forudsætninger, der skal være opfyldt, før den kan bruges.

For det første skal vi vide noget om det, vi vil underkaste analysen. Det lyder banalt - og burde ved grød også være det! - men efter min mening forsynder Lomborg sig gang på gang fatalt på dette område. Lomborgs udtalelser på klimaområdet er måske det mest absurde eksempel, men langt fra det eneste. Tager vi fx uddøen af dyrearter skal denne selvsagt holdes op imod det samlede antal af dyrearter. Som er i omegnen af 1,8 mio. - kendte arter, vel at mærke. Regner vi de endnu ikke "opdagede" (beskrevne) arter med, kan man finde skøn på alt fra 20 til 100 mio.! Hvor seriøst er det så lige, at regne på, hvad det vil koste at beskytte X udryddelsestruede arter ud af Y, når vi ikke kender Y (og dermed i virkeligheden heller ikke X)?

Dernæst er der det notoriske problem med at sætte værdi på de goder, vi skal vælge mellem at miste eller sætte resurser ind på at bevare. Hvad er det værd, at jeg snart kan cykle ud på Amager Fælled og høre lærken synge, at min adresse på Østerbro endnu ikke er blevet oversvømmet af det stigende hav,... Fortsæt selv listen!

Spørgsmålet er kort sagt, hvornår grundlaget for analysen er så ringe, at intet resultat er bedre! Det er nu en gang endnu farligere at tro man ved besked uden reelt at gøre det, end at indrømme at man ikke ved ret meget.

Personligt mener jeg, at flere af Lomborgs konklusioner - ikke mindst på klimaområdet - rejser et rigtigt pest-eller-kolera-spørgsmål: Udtaler manden sig om ting han savner elementær viden om, eller taler han mod bedre vidende?

Kun Lomborg selv kender svaret - hvis han altså gør det...