Dagens gode nyhed er, at EU truer mobilselskaberne med et indgreb mod deres urimeligt høje og uigennemskuelige udlandstakster. Den dårlige nyhed er, at det slet ikke er nogen nyhed og nok går som det plejer med den slags initiativer fra EU: For lidt og for sent.

For nej, sagen med udlandspriserne er langt fra ny, men er bl.a. blevet sinket af en række store europæiske turistlande, der i det mindste lige skulle have endnu en højsæson med, hvor deres teleselskaber kunne lænse de dumme turister en sidste gang.

Hvor svært kan det være? Pålæg dog teleselskaberne at indhente forbrugerens samtykke, hvis de vil opkræve mere end et bestemt beløb - måske 5000 kr. pr. kvartal. Uden samtykke fortaber selskaberne kravet på det overskydende beløb. Det skulle nok få dem til at finde løsninger, så vi undgår disse totalt sindssyge sager, hvor folk uforvarende pådrager sig regninger, som kan drive dem fra hus og hjem.

Ovenikøbet er dette jo kun det helt basale niveau af forbrugerbeskyttelse, for problemet med de vanvittige udlandstakster er kun toppen af et isbjerg af elendig forbrugerinformation på teleområdet. Går vi i en butik, er det en selvfølge, at butikken skal skilte med priserne, men når det gælder telefoni kan det kræve et par timers research at finde prisen for en bestemt ydelse. Så hvad med at tage fløjlshandskerne af og smøge ærmerne op, kære union?

For der er jo ingen smalle steder, når EU skal fremhæve sin egen eksistensberettigelse - så hører vi stolpe op og stolpe ned om demokrati, menneskerettigheder, miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, osv. osv. Realiteten er desværre gang på gang, at industrien eller gustne nationale særinteresser spænder ben for det fælles bedste. Og når det ikke lige er tilfældet er EU såmænd selv tit leveringsdygtig i alt fra lattervækkende fodfejl til fuldskala katastrofer.

Tag fx det nylige eksempel med dyreværnsreglerne, der ikke tager højde for at fisk også er omfattede, når reglerne taler om hvirveldyr. Resultatet er, at det nærmest er umuligt at håndtere en fisk uden at overtræde forbuddet mod at løfte hvirveldyr i halen, som ellers er det bedste sted at tage fat i en fisk. Har EU virkeligt ikke vigtigere ting at tage sig til end at fjumse rundt med bureaukratiske regler? Vi har indtil flere langt, langt større problemer med fisk i EU: Konsekvent overfiskning af talrige bestande, destruktive fiskemetoder med udsmid af store mængder fisk og redskaber der ødelægger langt mere end de fanger, spredning af tungt nedbrydelig forurening med bl.a. hormonforstyrrende stoffer, m.m. Alle disse trusler går det imidlertid ufatteligt langsomt med at tage fat på, og når det endelig sker, er resultatet næsten altid præget af uhellige kompromisser.

Tænk hvis byggeriet - eller flyindustrien - arbejdede på samme måde, som EU fastsætter fiskekvoter? Man kan lige høre dialogen for sig:

Ingeniøren: "Mine beregninger viser, at tagkonstruktionen/vingerne skal have tykkelsen X for at kunne bære."

Bygherren/myndighederne: "Jamen det vil vi altså ikke finde os i, så du må nøjes med den halve tykkelse..."

Nej vel? (Og tak for det!)

Internationalt samarbejde er ikke blot en god ide men en nødvendighed, men jeg skal indrømme, at jeg i mine sorte stunder har svært ved at se, hvordan vi nogensinde skal få EU
til rent faktisk at fungere til gavn for sin befolkning - frem for som industriens og de politiske særinteressers forlængede arm. Der mangler en fungerende fælleseuropæisk offentlighed med adgang til den fornødne information, indbyrdes demokratiske dialog samt de politiske redskaber til at påvirke unionens udvikling.

For øjeblikket sejler det hele - EU-stoffet formidles højst pletvis (hvilket unionens forrykte bureaukrati i høj grad selv er skyld i, for hvem kan fordøje tusindvis af siders teknokratisk-juridisk tågesnak?), lobbyisterne arbejder med langt mindre kontrol end i USA(!) og den seneste genistreg i demokratiseringen af EU hedder, at 1 mio. EU-borgere skal kunne gå sammen om at få kommissionen til at OVERVEJE, om den skulle have lyst til at foretage sig noget ved en given sag...