For snart 30 år siden - i 1979 - udgav den engelske musikgruppe "Pink Floyd" dobbelt-lp en The Wall. Den blev straks et mega-hit overalt. Selv afspillede jeg den gang på gang på min gamle grammofon.

Senere så jeg filmen af samme navn. Straks efter filmforevisningen var jeg stort set fuldstændigt mentalt lammet - jeg ville ikke snakke eller på anden måde forstyrres: Jeg ville blot være alene med mine tanker og følelser.

Af en eller anden grund dukker The Wall nu igen op i min erindring. Gad vide hvorfor ? En del af forklaringen er uden tvivl den aktuelle offentlige debat om tørklæder og andre symboler - eller måske netop alt det, som denne debat også indeholder, men som er aldeles uvedkommende for emnet.

Nogle af tekstens linjer har ætset sig ind i min hukommelse, f.eks. "We don t need no education". Er det ikke netop oplysning, vi har brug for - i Grundtvigs, Brandes og Høffdings samt mange andre fremadskuende kulturpersonligheders fædreland ?

Eller er det ved at være for sent ?

"You cannot reach me now. No matter how you try. Goodbye cruel world - it s over."

Bliver vi alle altid automatisk mere følelsesløse og afstumpede, efterhånden som vi bliver ældre ? "The child is grown. The dream is gone. And I have become comfortably numb."

"He don t look right to me: Get him up against the wall ! That one looks Jewish, and that one s a coon. Who let all this riff-raff into the room ?"

The Wall ender dog heldigvis nogenlunde fortrøstningsfuld:

"All alone, or in twos: The ones who really love you, walk up and down outside the wall. Some hand in hand, some gathering together in bands. The bleading hearts and the artists make their stand."