Jeg vågnede, rejste mig halvt i sengen, støttede på albuerne, tog en dyb indånding og kiggede stadigt halvsovende og lettere forvirret omkring i mørket. Tændte lyset: Oplysning kan ofte fordrive dæmonerne. Mit hjerte bankede stærkt - jeg var skræmt. Sengetøjet var vådt af angstens sved: Endnu et mareridt med Kholghi-hi-hi. Heldigvis kun drøm, men det oplevedes så skræmmende virkeligt, at jeg lige måtte ud af sengen for at få oplevelsen på afstand. Mine ben var svage, og jeg skuttede mig - shit: Jeg kan ikke fordrage den slags gys !
I drømmen havde jeg været i en stor sal. Rummet var lyst og sterilt - bortset fra en trone på et lavt podium midt i rummet var der intet andet inventar. Væggene var nøgne og hvide, og lyset spillede i gulvets blanke, emaljerede hvide fliser. Alle lyde blev kraftigt forstærket af den elendige akustik. Dét forstærkede indtrykket af tomhed.
På tronen sad Dronning Pia - pæn og nydelig. På hver side af hendes trone stod hendes tro hjælpere Hofmaskal Peter og Gehejmeråd Anders, mens Ridder Morten - blandt venner kaldet "Djævelens Advokat" - i dag fungerede som ceremonimester. Deres opmærksomhed var fæstnet på en person, som dansede rundt på gulvet: Shamanen, oraklet, sandsigeren og det spirituelle medium Kholghi-hi-hi.
Som en dervish snurrede åndemageren rundt om sig selv, blev mere og mere rundtosset og kom stadigt længere ind i en trance-lignende tilstand, hvorfra han kunne hente sine åbenbaringer og profetier: "Faren er nær. Det fremmede er blandt os. Svig og bedrag lurer. Tiden er svanger med forræderi, utroskab og illoyalitet. En 5. kolonne forbereder terroristiske dolkestød i ryggen. Pas på ! Giv agt ! Stå fast ! Vær beredt ! Achtung ! Achtung !"
Dronning Pia og hendes håndlangere kiggede demonstrativt foruroligede og påtagede bekymrede på mig. "Er det dig ?" spurgte Pia en anelse foregiven konsterneret og naglede mig med sit gennemborende, påtrængende og aggressive blik. "Er det dig, vi skal passe på ? Er det dig, han mener ? Eller har du ren samvittighed ?" Hun kiggede inkvisitorisk på mig. "Jeg vil blive meget skuffet, hvis også du er endnu en velmenende men naiv og godtroende hallal-yuppie eller -hippie !" fortsatte hun med stadigt højere og mere eksalteret, hysterisk og skinger stemme. Pia var i vide kredse kendt for let og hurtigt at blive tydeligt vred, meget indigneret, fuldstændig lamslået, åbenlyst forurettet, stærkt bekymret, højlydt forarget og umiskendeligt fornærmet. Ingen kunne med rette bebrejde hende, at hun var ufølsom.
Jeg rystede på hovedet - faktisk over hele kroppen - og afviste bestemt, at jeg - selvom jeg var fremmed i det selskab - skulle udgøre nogen fare, eller på nogen måde skulle have til hensigt at svigte, bedrage eller dolke de forsamlede. Egentlig anede jeg ikke, hvad de talte om, antydede og inkriminerede, men i situationen, hvor jeg følte mig stærkt presset og intimideret, troede jeg det bedst fra starten at benægte alt: Ligesom Joseph K. i Franz Kafkas roman "Processen" havde jeg overhovedet ingen anelse om, hvori anklagen bestod - hvori min eventuelle forbrydelse bestod, og hvad det var, jeg måske havde gjort forkert.
"Stemmerne siger, at tider skal komme, og tider skal henrulle" fortsatte det spirituelle medium. "De, der har øjne, de se, og dem, der har ører, de hører. Alt skal åbenbares, og de sande retfærdige skal sejre !"
"Tror I på, hvad han siger ?" spurgte jeg med lav stemme og diskret henvendt til Ridder Morten. "Er det sådan, I når frem til erkendelse og forståelse af verden ? Er det sådan, I danner jeres holdninger og meninger ?"
"Nej, nej !" svarede Ridder Morten. "Overhovedet ikke ! Hvad regner du os for ? Imbecile ?" Med et let overbærende smil kiggede han på mig. "Vores holdninger og meninger har vi i forvejen - de lader sig ikke rokke og anfægte ! De er baseret på almindelig sund fornuft, forankret i common sense og funderet på generationers viden og erfaringer - selvfølgelige og selvindlysende sandheder. Ham bruger vi blot til afskrækkelse !"
"Men" indvendte jeg spagt, "i vor tid og i vor kultur er der da tradition for saglig debat med åben og fri diskussion, rationelle overvejelser og kalkuler, lødig information med faktuelle oplysninger, stringent argumentation, grundige analyser, sober præsentation, dokumentation, vederhæftighed, lødighed, anstændighed osv. Sandsigeri, tungetale og apokalyptiske åbenbaringer tilhører andre tider og andre kulturer."
"Du tager fejl !" sagde en skarp stemme. Først nu opdagede jeg to store fugle, som sad på en bjælke under loftet. Det var ikke de to sorte ravne Huginn og Muninn - faktisk lignede fuglene snarere ådselsædende gribbe: Helt sorte og med hvide kraver - men to åndsbeslægtede mytologiske væsener kaldet Jesper og Søren.
"Vores kultur har sit fundament i det gamle Grækenland: Forestillingen om demokrati kommer derfra, og teksterne i Det Ny Testamente blev oprindeligt skrevet på græsk. Oraklet i Delphi var også græsk. Vores spåmands forudsigelser er ligeså gode og gyldige som nogen moderne fremtidsforskers !"
"Han er en latterlig nyttig idiot" fortsatte Ridder Morten efter en kort pause. "Altså Kholghi-hi-hi ! Som skræmmebillede bekræfter han alle vores fordomme om de fremmede: Usaglig, fabulerende, irrationel, afstumpet og vulgær, ensidig fanatisk og ekstremistisk, indskrænket, velmenende og godtroende men håbløst naiv, lettere debil, barnligt glad og umoden, unuanceret og primitiv osv. osv."
I mellemtiden havde Kholghi-hi-hi sat sig på gulvet foran tronen. Han sad sammensunken med korslagte ben - hans øjne var lukkede, og hovedet hang ned over brystet. Han sad helt stille og henfalden i sig selv.
"Så vil jeg kvæde et kvad" sagde Ridder Morten opstemt og med vanlig sans for sproglige subtiliteter. Han var også skjald og kendt i vide kredse for sin høje, klare og fine stemme - til benefice og stor moro for hans modstandere men også undertiden til irritation for hans medkombattanter, især når han i lystigt lag havde drukket vel rigeligt mjød og nærmest sanseløst beruset ikke kunne skelne ven fra fjende.
Han intonerede en sang om at holde fanen højt og ville marchere i takt. Den havde sin oprindelse syd for landets grænse, og den havde været særlig udbredt i en ikke så fjern fortid, da der var orden, rene linier, klare regler og tydelige målsætninger - og ikke mindst den fornødne vilje til at nå målsætningerne: Hvis man ville målet, måtte man også ville midlerne, og målet helligede midlerne. Det var de endelige løsningers tid !
"Syv er tallet" sagde åndemageren, der nu atter stod midt på gulvet og tilsyneladende var vågen. "Først syv fede år og så syv magre år" fortsatte mediet. "Ånden er redebon efter rejsen over de syv verdenshave - Holger Danske og syvsoverne er vågnet, og de syv skal lede kampen mod de fremmede." "Det er os !" skræppede Jesper og blinkede indforstået til Søren - de to var skriftkloge, vant til at tyde tegn, tolke varsler og udlægge teksten. Hofmarskal Peter og Gehejmeråd Anders nøjedes med blot at veksle anerkendende - faktisk beundrende, nærmest forelskede - blikke, mens Dronning Pia kiggede tilfreds og smilende på sin dervish.
"De syv samuraier skal lede folket mod de indtrængende røvere og banditter, barbarer og vandaler, terrorister, ekstremister og fundamentalister, som vil undergrave, hærge, ødelægge og plyndre. Ragnarok er nær !" Han havde fråde om munden, sveden dryppede fra hans ansigt, han hyperventilerede og øjnene var store som the-kopper. Så eksede hans ben væk under ham, kroppen faldt og slog mod gulvet med et hult og blødt bump og han henlå derpå i en dødlignende hvile. I rummet var der fuldkommen stilhed.
I det samme kom en gnom ind i hallen. Det var hofnarren og spradebassen Mogens - en lystig fyr af folket -, som ganske kort var vendt hjem fra det store udland. Hverken han eller de øvrige ved hoffet brød sig ellers synderligt om for meget kontakt og samkvem med andre og fremmede folk, men udstationeringen af enkelte repræsentanter i modstandernes forsamlinger forekom dem nødvendigt for overfor folket at kunne synes troværdige.
"Vær hilset !" vrinskede narren med et stort hestegrin, der blottede alle hans tænder. "Vi hilser jer, Dronning Pia, fra vores våbenbrødre og ideologiske meningsfæller i det fremmede, som I jer ser vor tids Jeanne d Arc: Bannerfører for friheden og anfører i kampen mod de indvaderende horder !" Pia smilede undseligt og huldsaligt. "Med jeres personlige mod og frimodige tale er I til stor inspiration og et eksemplarisk forbillede for mange andre !" fortsatte narren.
Narren var morsom - ikke fordi han havde humor, men fordi han var ufrivilligt komisk. Narreriet bestod i at narre alt og alle, så ingen vidste, hvor de havde ham, eller kunne være sikre på, at han gjorde, hvad han ellers lovede at gøre. F.eks. havde han lovet vidt og bredt, at han - hvis han af folket blev betroet muligheden - fremover ville opholde sig ved hoffet, men da han af folket så blev begunstiget med denne mulighed, rendte han alligevel af pladsen. Ligeledes havde han engang været medlem af en anden ridderorden, men da ingen andre i den loge havde forstået at påskønne hans selvforståede eminente og brilliante - nærmest esoteriske - indsigter i verdens rette sammenhæng, var han skredet over til Pias hof, hvor ingen tog ham alvorligt, men hvor han til stor glæde, gavn og nytte for hoffet fik lov til at skabe sig åndsvagt. Han blev tolereret, så længe han kunne bruges.
"Hvem myrdede Nanna Birk Larsen ?" spurgte Kholghi-hi-hi, der atter var kommet til en eller anden slags bevidsthed. "Mange var kaldet, men kun een var udvalgt - og det var ikke mig !" Han kiggede rundt. "Troels Hartmann var under mistanke, men Vagn fik skylden." Kholghi-hi-hi stønnede: "Var det ham ?" Øjnene stod vidt åbne, blikket flakkede forskræmt rundt i lokalet, dvælede blot ganske korte øjeblikke - for ikke at blive opfattet som påtrængende udfordrende - på enkelte af de forsamlede, men stoppede så ved Ridder Morten. Derpå slukkedes øjnenes glød og øjenlågene sænkedes langsomt indtil øjnene var helt lukkede. Hovedet begyndte at virre stadigt hurtigere og kraftigere fra side til side, mens kroppen gennemrystedes af krampagtige sammentrækninger.
Pludselig var det hele overstået: Kholghi-hi-hi faldt atter om og lå helt stille og livløs på gulvet - hensunket i en trancelignende døs.
I et ganske kort øjeblik forstod jeg som i glimt måske hans situation: Han var selv fremmed, men ville så gerne anerkendes - godkendes som fuldgyldigt og forbilledligt integreret medlem af hoffet. Han ville så gerne applauderes, hyldes, beundres og roses for sin optræden - være spektakulær og enestående.
I det selskab ville han imidlertid aldrig blive accepteret, endsige respekteret - højst tolereret så længe han agerede som en underholdende, latterlig og bizar kuriositet, var ufarlig, kunne udnyttes, bekræftede og støttede den herskende ideologi, forstærkede de forsamledes animositeter, bestyrkede deres fjendebilleder og fordomme samt fremmede deres fobiers og sygelige vrangforestillingers udbredelse i befolkningen. En menneskelig tragedie, udstillet og kynisk udnyttet.
Ridder Morten smilede let syrligt, og tilføjede så: "Bemærk - han vil gerne selv: Ingen tvinger ham til at optræde".
Så var det, at jeg vågnede. Heldigvis - kun et mareridt !