Man undres.
På den ene side findes et væld af økonomiske eksperter og vismænd - i råd, kommissioner og organisationer, tænketanke, ministerier og direktorater, ved institutter og (højere) uddannelsesinstitutioner m.v. -, som udarbejder og fremlægger analyser, undersøgelser og prognoser, der med tal og statistikker klart og tydeligt begrunder, dokumenterer og nærmest uomtvisteligt beviser nødvendigheden af økonomiske stramninger - f.eks. m.h.t. reduktion af dagpengeperioden og hævelse af efterlønsalderen (og evt. helt fjernelse af efterlønnen) -, som kan medføre besparelser på - muligvis mange - millioner.
På den anden side var og er de selvsamme eksperter og vismænd fra den økonomiske videnskab ikke i stand til at forudse den økonomiske krise, som nu koster adskillige flere milliarder. Den samme hob af fagfolk har tilsyneladende heller ikke udarbejdet nødplaner for forebyggelse og afhjælpning af den økonomiske krises virkninger - som endog endnu ikke overhovedet opfattes som en krise: Det hele er psykologi - nærmest indbildning !
Det kan næppe undre, at tilliden til markederne, økonomerne og deres økonomiske "videnskab" (for-)svinder: Disproportionaliteterne er himmelråbende og kontrasterne skærende !