Fire mennesker mistede livet i Jerusalem, da en bus blev torpederet af en bulldozer.
Bag rattet sad angiveligt en palæstinensisk mand, som blev skudt og dræbt på stedet af en israelsk politimand.
Det skriver den israelske avis Haaretz.
Årsagen til palæstinenserens voldsomme kørsel er endnu ukendt, men israelsk politi vurderer, at der ligger politiske motiver - muligvis terror - bag.
Over 20 personer er kørt på hospitalet, hvor af et par af dem er i en kritisk tilstand.
En af de døde var en kvinde, som kørte ved siden af bussen, idet den blev væltet, og hun blev mast under det store køretøj.
Videooptagelser af episoden viser efter sigende, at en politimand kravlede op på taget af bulldozeren, hvor fra han stak armen ind i kabinen og skød attentat-manden gennem hovedet.