Der er mange fine formål staten kan bruge sine penge på, nogle mere nødvendige end andre.
Nu har der kørt forsøg med gratis parterapi, de fleste par er blevet sammen, så vi klapper i vores små hænder og udråber forsøget til at være en succes.
Og straks er moralistpartiet Danak Folkeparti - vor tids "Kinder, Kirche und Küche-parti (efter Det Konervative Folkepartis troløshed imod disse kerneværdier) på pletten og vil gøre ordningen permanent.
Men, men men: er det virkelig rimeligt, at hr. og fru middelklasse skal spare mange tusinde kroner bare fordi de ønsker lidt coaching ang. deres parforhold med en eller anden mere eller mindre dreven plattenslager, som tager penge for det som er så simpelt og som kan gøres ganske gratis, tale åbenhjertingt om tingene?
Vi mangler arbejdskraft. Skal staten så i denne situation putte penge i en sektor, som derved pustes kunstigt op?
Og skulle vi ikke hellere koncentrere samfundets ressourcer om de, som virkelig behøver hjælp? De dybt kriseramte familier fx, som er præget af vold og misbrug? Kvinder, som sidder fast i et voldeligt forhold og hverken har kræfter til at rette op på forholdet, beskytte børnene eller bryde ud af forholdet. De må da have mere brug for hjælp end den ret velfungerende middelklasse, som gerne taler om sig selv i tide og utide og ikke behøver at gøre det for samfundets regning!