Nu falder der nok brænde ned fra pornofolket! Men jeg er ligeglad og siger min mening! Sandheden skal frem! Læs her, hvad jeg skrev i mit høringssvar.
Du kan også læse mere her www.mediesekretariatet.dk. Eller læs debatten på Urban rejst af folketingsmedlem Yildiz Akdogan http://yildiz.urbanblog.dk Socialdemokrater om tv-porno:
http://www.metroxpress.dk/dk/article/2007/04/16/08/2441-51
17. september 2008
Styrelsen for BIBLIOTEK OG MEDIER
Mediesekretariatet
jni@bibliotekogmedier.dk
Jeg ønsker hermed som en af de forældre, der i tidens løb har klaget over generende porno fra Kanal København (Kanal 23) og som i 2005 foreslog, at Kanal Københavns sendetilladelser kom i udbud i form af en skønhedskonkurrence som det skete i efteråret 2006, at afgive følgende
H Ø R I N G S S V A R om ikke-kommercielt lokal-tv på MUX 1
Jeg tilslutter mig fuldt og helt Model 1 (Tillempning til den kendte ordning) samtidig med at jeg gerne vil advare imod Model 2 (Paraplymodellen).
Begrundelse:
Decentralisering svarende til Model 2 har været prøvet før og det har vi særdeles dårlige erfaringer med. Tilsynet med de enkelte tv-stationer fungerede dårligt, hvilket var en af grundene til, at tv-stationer kunne bryde reglerne igen og igen uden, at det fik konsekvenser.
Siden Mediesekretariatet per 1.1.2006 overtog styringen, har alt fungeret meget mere professionelt. Jeg har stor respekt for det arbejde, som er blevet gjort af såvel Mediesekretariatet som af Radio- og TV-Nævnet. Dette selv om jeg har været kritiker på samme tid. Men jeg mener bestemt, at begge har taget deres opgaver særdeles seriøst. Derfor bør denne model videreføres.
At der ikke som jeg og mange andre ønskede er blevet grebet mere ind overfor pornoen skyldes, at de politiske rammer ikke helt har været til stede. Det bliver de imidlertid ved overgangen til digitalisering per 1. november 2009. Da er det politikernes ønske, at de kommercielle tv-stationer og dermed pornoen tilknyttet dem forsvinder. Der vil da kun være ikke-kommercielle tv-stationer tilbage.
De har aldrig tidligere sendt porno. Man skal dog aldrig sige aldrig. Pornoen bliver jo ”hjemløs” og vil så søge nye værtsstationer. Socialdemokraten Claus Sørensen, som sender denne porno via sit selskab IPTV, har tætte forbindelser til TV-stationerne med tilknytning til dette parti/A-pressen/fagbevægelsen/LO. Dem er der rigtig mange af – i alt 11 . Aktuelt omfatter denne kreds følgende tv-stationer (A-samvirket):
Focus-TV, Kanal 1, Rødovre Forenings og Erhvervs-TV, Station Øresund, TV Frederiksberg, TV Strandparken, TV Østerbro, TV-Europa, TV-Mosaik, TV-Salam og U-lands TV.
Til sammenligning er der fem kirkelige ikke-kommercielle tv-stationer:
Airport TV, Canal International, Kanal 7, KKR/TV og Station Livskunst
Herudover er der 23 andre ikke-kommercielle tv-stationer på Kanal København.
Årsagen til de mange sendetilladelser er, at jo flere tv-stationer man figurerer som, desto flere sendetimer får man. Socialdemokratiet er mig bekendt det eneste parti, som overhovedet har tv-stationer. Så kan man undre sig over, at et enkelt parti skal være så dominerende på en græsrodssendeflade. At LO er repræsenteret med Station Øresund er fair nok. Men ikke at der er en tv-station i hvert område af København og omegn, hvor der kan findes en Socialdemokrat, som er ven med Claus Sørensen!
Alt dette finansieres dels via offentlige tilskud og dels ved reklameindtægter hvor vi ved, at børnefamilier har måttet lide med pornoen for at disse penge kunne rulle ind til A-pressen. Dette mønster trænger til at blive brudt, hvilket jeg tror og håber, vil ske nu. Og lad mig tilføje, at jeg ikke er antisocialdemokrat. Og netop derfor har været så tøvende med at rette skytset imod det parti, som alene bærer ansvaret for, at mange børn i Hovedstadsområdet har været udsat for porno af den allerværste slags som kan tænkes på tv. Hvad der er foregået igennem årene er afskyvækkende og noget, som vi må stå sammen om ikke kommer til at fortsætte i det digitale net uden, at folk selv aktivt vælger det.
Og hvordan findes så en løsning, som sikrer dette?
Her mener jeg at man må koncentrere sig om nat-sendefladen i tidsrummet 00:00 til 05:00. Her kunne man stille som krav, at der kun blev vist udsendelser, som også blev vist om dagen, altså genudsendelser. Om dagen må der ikke sendes porno. Herved kunne sikres, at der heller ikke blev sendt porno om natten.
Eller man kunne sikre sig, at der blev sendt en bestemt form for indhold, som ikke kunne være porno.
Eller man kunne helt undlade at give sendetilladelser i dette tidspunkt således, at der ikke blev sendt noget.
Tidsrummet kunne bruges til at sende film ”on demand”, som lagres hos forbrugerne og som de kan se via pay per view.
Hvad der end måtte blive resultatet, så ser jeg frem til, at der bliver fundet en tilfredsstillende løsning, hvilket jeg har tillid til, vil ske.
Med venlig hilsen
Nanna Gersov