De har velfungrende metroer i Singapore, London og Madrid.
Men det var den unge metro i København, der sent i går blev kåret til verdens bedste underjordiske togbane.
Det er fagfolk fra metroer verden over, som på konferencen Metro Rail i København besluttede sig for at hædre den kun godt fem år gamle metro.
Begrundelsen er, at metroen kører yderst stabilt, har høj passagertilfredshed, høj sikkerhed og hurtigt har fået kørt den ny strækning til Københavns Lufthavn ind i systemet.
- Det er en stor ære, at fagfolk fra blandt andet metrosystemer som London, New York og Tokyo mener, at Københavns Metro er verdens bedste. Deres systemer er jo blevet tilpasset gennem mange år, mens vi fortsat er et af de yngste børn i verdens metrofamilie, siger bestyrelsesformand for Metroselskabet I/S, Henning Christophersen.
Metroens seneste kundetilfredshedsundersøgelse viser, at 98 procent af kunderne enten er tilfredse eller meget tilfredse.
- Det er det bedste resultat, siden Metroen blev indviet i 2002, siger bestyrelsesformand for Metroselskabet I/S, Henning Christophersen.