Som forbrugere må vi forsøge at snyde dem, der forsøger af snyde os. Det gjorde jeg forleden.
Jeg ved godt, at det ikke er alle håndværkere, der tager mere for deres arbejde, end rimeligt er. Jeg erkender også, at emnet kan synes en smule slidt, og at det ikke ligefrem er noget nyt irritationsmoment i den danske befolkning. Ikke desto mindre ser det ud til, at problemet er kommet for at blive.
Forleden havde jeg hyret en elektriker til at sætte to små lamper op på mit badeværelse. Jeg er – ja, det fremgår vist af forrige sætning – ikke den store gør-det-selv-mand, men alligevel var det min opfattelse, at opgaven for en fagmand ville være rimelig overkommelig.
Jeg havde sågar boret hullerne til lamperne, så det eneste, han skulle gøre, var sådan set at fikse ledningerne på en ”vådrums-forsvarlig” måde. En eller anden havde bildt mig ind, at lamper i badeværelser skal monteres på en meget, meget speciel måde. Det gjorde han dog ikke, så vidt jeg kunne se, og opgaven tog da også kun 35 minutter – så var han ude igen.
”Glimrende”, tænkte jeg, og så på uret, ”det kan ikke koste alverden”.
14 dage senere kom så regningen: 1.600 kroner, ville de såmænd gerne have.
Nu er jeg typen, der farer i flint over de mindste ting, så den naturlige ting for mig ville have været at ringe til firmaet og råbe en masse ukvemsord. Det gjorde jeg heldigvis ikke. I stedet sendte jeg en diplomatisk, venlig mail, hvor jeg gjorde opmærksom på, at jeg (uanset de forskellige tillægsspecifikationer på regningen) fandt det lidt mærkeligt, at jeg skulle betale 1.600 kroner for et stykke arbejde, der tog 35 minutter. Og så fik jeg sådan lidt henkastet flettet ind, at jeg boede i en større boligforening – hvilket sådan set er rigtigt. Jeg skrev IKKE, at jeg var på udkig efter en fast elektriker til hele boligforeningen, men jeg skrev bestemt heller ikke, at jeg ikke var. Nogen ville måske endda påstå, at det stod mellem linierne. Hvad ved jeg?
I hvert fald bed de på. Kort efter fik jeg et venligt brev, hvor de gjorde opmærksom på, at de da meget gerne ville slå 600 kroner af regningen. OG så håbede de i øvrigt på fortsat godt samarbejde.
”Samarbejde”?! Ud over, at den pågældende elektriker kan glemme alt om fremtidige opgaver for undertegnede, så er pointen, at en håndværker, der uden videre kan slå 600 kroner af en regning, har taget minimum 600 kroner for meget i første omgang.
Er der nogen, der ved, hvordan man skaffer en af de der polske håndværkere, alle taler om???