Jeg har interviewet de fleste af de danske ministre. Den første var vist justitsminister Lene Espersen (K), da jeg var i praktik på Berlingeren, og jeg må indrømme, at jeg af en eller anden grund var rystende nervøs. Nu går det bedre. Faktisk har jeg det i dag sådan, at jeg rent faktisk håber, at ministeren ringer tilbage, når jeg har bedt spindoktoren om et interview. Det er selvfølgelig pinligt at indrømme, at jeg i min spæde karrierestart har haft det omvendt, men jeg siger jo også, at min ministerfrygt nu er kureret.

Men er der noget, jeg måske aldrig bliver kureret for, er det den spontane koldsved, der breder sig på min ryg, når jeg fra tid til anden skal have kommentarer fra folk i militæret.
Måske skyldes min frygt, at folk fra forsvaret har den der specielle måde at tale på, der straks giver mig dårlig samvittighed. Det der med, at de helst bare bruger efternavnet, får mig til at føle mig vattet og sjusket. Som om, de alene på min stemme kan høre, at jeg engang var lidt langhåret.
Mest sandsynligt er det dog, at min frygt bunder i, at jeg for cirka 10 år siden blev ”fritaget fra værnepligt på baggrund af min sessionsbedømmelse”. Og her taler vi vel at mærke ikke om en fysisk "dumpning", som flere af mine venner fuppede sig til. Det var ganske enkelt selve samtalen med de tre høje herrer, der gjorde udfaldet. De må jo have vurderet mig som ”for dum”. Det sker vist nok ikke så tit og minder mig om, da jeg for endnu flere år siden dumpede til knallertkørekort-prøven. Den slags bliver ens forældre ikke skuffede over. De bliver overraskede over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Og det er næsten værre.

Nå, men tilbage til Forsvaret og årsagen til, at jeg sidder og skriver denne blog. For mens disse linjer bliver skrevet, sidder jeg rent faktisk og venter på, at selve symbolet, kransekagefiguren på min frygt, forsvarschef Jesper Helsø, skal ringe til mig. Han skal deltage i en for så vidt ukritisk artikel. Jeg blev ringet op for en halv time siden af en eller anden kaptajn (!), der bad mig sidde klar ved telefonen, for "Helsø ringer om en halv time”. Siden har jeg ikke turdet rejse mig fra min computer. Jeg har sågar meldt afbud til redaktionsmødet, og redaktøren så bemærkelsesværdig forstående ud, da hun hørte grunden, hvilket kun gjorde mig endnu mere nervøs.
Og nu (ja, i skrivende stund for cirka 20 minutter siden) ringede telefonen. Men på trods af, at stemmen i den anden ende truede med et "God morgen, Skærbæk,” var der noget venligt over den. Helsø er faktisk ok. Ja, faktisk flink. Smilede sågar med lyd, da jeg forsøgte mig med en lille morsomhed. Hvem ved, måske er jeg helbredt. Og så endda af kransekagefiguren selv. Tak for det, Jesper H.

Morten

Ps. Resultatet af interviewet kan læses i Nyhedsavisen mandag.