Analyse af Morten Blaabjerg, 16. december 2006

Så fik TV2 News sin første lejlighed for at sende ægte breaking news. De der påstod at der i Danmark ikke er nok nyheder til en nyhedskanal må nu æde deres egne ord. For nyhedskanalerne lever ikke af nyheder i forståelsen diversitet, de fungerer som en helt selvstændig genre indenfor nyhedsformidling. Hvor den klassiske nyhedsudsendelse har en tidslig ramme, som er næsten fuldstændig journalistisk tilrettelagt, fungerer breaking news modellen ved sin vedblivende tilnærmelse til virkeligheden - tilnærmelse til det Virilio med flere beskriver som live -tilstanden.

TV2 News dækning af urolighederne på Nørrebro idag er først og fremmest interessant ved dens vedholdende forsøg på at få greb om begivenhedernes gang, imens de sker, og ikke blot det, måske endda før de sker. Gentagne klip imellem højdepunkter i de voldelige sammenstød, den afventende helikopter svævende over København, der venter på nye begivenheder den kan slå ned på, reporteren på stedet, der kun kan gentage de seneste efterretninger endnu en gang, og studieværterne, der skal søge at holde den gående og finde på nye måder at stille de samme spørgsmål på og oplæse de samme telegrammer på. Altsammen skaber det en voldsom forventning om, at der hvert øjeblik det skal være, kan ske noget. Selvom der ikke sker noget nyt.

TV2 News er meget glade for deres helikopter. Den køber nyhedsoplæserne tid med dens abstrakte luftbilleder af storbyens lys i mørket, som egentlig ikke fortæller noget som helst om balladen nede på gaderne - men er en pragtfuld metafor for tv-stationens selvforståelse, svævende over virkelighedens virkelighed, altid parat til at nedkalde sit blik over enhver detalje i tumulterne.

Efterhånden som kommunikationens hastighed bliver så hurtig, at den kan nå frem til formidling, måske endnu før den begivenhed, som den beskriver, er blevet en realitet, er nyhedsformidlingen ikke blot vidne til begivenheden - den skaber også begivenheden som realitet. Billedmedierne og især nyhedsmedierne, er konstruktører af de begivenheder, som skabes i bevidstheden hos de, der modtager dem.

Dette billedlandskab er, som 11. september 2001 måske mere end noget andet viste os, blevet et vigtigt politisk våben. Det er de færreste politikere der har forstået dette endnu, at det for terrorismen ikke i sig selv er specielt betydningsfuldt at få to højhuse til at styrte i grus. Det der var betydningsfuldt, var at det blev en begivenhed qua de verdensomspændende nyhedsmediers formidling og konstruktion af begivenheden, som et angreb på USA og på den frie verden . Men mere end noget andet var det formodentlig et angreb på selve nyhedsmediernes billeddannelse, der med eet så sig selv anvendt i et ærinde, de var usikre på.

Det er de færreste journalister der ser sig selv som terroristernes allierede - men den ukritiske live nyhedsdækning er måske terrorismens væsentligste forbundsfælle, ligesom den også tjener de nationale magthavere, som søger og forstår at udnytte den til sin egen fordel. På samme måde må den kritiske, undersøgende, afgrænsede, researchede og argumenterende journalistik, eksemplificeret ved dokumentarister som Michael Moore og Christoffer Guldbrandsen, være en trussel imod enhver sådan fastholdelse af den medieskabte virkelighed.

Uden billeder direkte fra begivenhederne , ingen terror. Uden breaking news , heller ingen krige mod terror, og ingen ministres fald, ihvertfald i den forstand, at det bliver forbandet vanskeligt at formulere begivenhederne som begivenheder, uden den ukritiske nyhedsdæknings konstruktion af bestemte begreber. Det er svært at argumentere imod en medieskabt begivenhed, fordi rationelle argumenter ikke tæller i forhold til billeder. Hvordan kan man argumentere imod 11. september? Vi så jo selv billederne! Hvordan kan man driste sig til at stille spørgsmålstegn ved krigen imod terror, når terrorismens billeder har fæstnet sig sådan ind i vores bevidsthed? Og netop Moore og Guldbrandsen må netop, selvom deres projekter er af kritisk argumenterende karakter, søge at gøre deres billeddannelse og begivenheds-konstruktion mindst ligeså stærk som massemediernes breaking news og søge at skabe overskrifter med slagkraftige udtryk som rigsretssag eller misinformation af Folketinget .

Vor tids kampplads er derfor ikke Afghanistan eller Irak, eller for den sags skyld Ungdomshuset. Havde beslutningstagerne, der er ansvarlige for Danmarks og de øvrige vestlige nationers militære engagementer i Afghanistan og Irak læst bedre op på deres medieteori, kunne de måske have forudsagt, at det ville gå galt. Det er et politisk selvmord at udkæmpe en krig, der ikke er territorial, på en territorial slagmark.

Balladen om ungdomshuset er et godt eksempel på hvordan nyhedsformidlingen udnyttes til at sætte en politisk dagsorden, hvor kamppladsen egentlig ikke er territorial, selvom den tager afsæt i en territorial strid; kampen om ejendomsretten til et hus. Brugerne af Ungdomshuset mener de har fået huset som en gave, og en gave kan man som bekendt ikke tage tilbage igen. Huset er for dem ad åre kommet til at stå som et symbol på alt hvad der hedder kulturel undergrund, anti-autoritære strømninger og grupperinger, og mange års opsparede frustrationer over alt fra ungdoms rodløshed til centralistisk aktiverings- og udlændingepolitik. Ungdomshusets brugere, tilhængere og demonstranter kæmper således om alt muligt andet end bare Ungdomshuset. Køberne af huset har papir på ejendommen og står fast på, at den danske stat må sikre den private ejendomsret.

Den danske stat kan umuligt leve med billeder af et magtesløst politi, der ikke kan holde orden i landets hovedstad og sikre de erhvervsdrivende på Nørrebro. Men den kan endnu mindre leve med billeder af sammenstød, der ender med endnu en Benjamin ; kvæstede eller i værste fald dræbte unge mennesker i hovedstadens gader, fordi landets og byens magthavere nægter ungdommen et fristed .

Når deltagerne i dagens demonstration søger at optrappe konflikten, bringer de danske beslutningstagere i en umulig situation. Den uanmeldte demonstration med maske og hætteklædte unge måtte nødvendigvis provokere politiet, der igen måtte søge at håndhæve maskerings-forbudet. Demonstrationens deltagere kunne under ingen omstændigheder demonstrere fredeligt, eller fredeligt imødekomme politiets anvisninger.

Hvadenten demonstrationens arrangører bevidst har udtænkt og planlagt konfliktens optrapning, hvad der er meget der tyder på, jævnfør rekrutteringen af udenbys og udenlands freelancere , eller blot ikke har afvist muligheden for en optrapning, så handler konflikten ikke om hvad der skete idag, men om hvad der potentielt ville og kunne ske, når politiet på et ukendt tidspunkt efter nytår ryddede huset og håndhævede de nye ejeres papir på ejendommen. For Ungdomshusets tilhængere handlede det kort sagt om, at skabe de værst mulige billeder og scenarier, uden at nogen kom alvorligt til skade. TV2 News fulgte trop, ukritisk dækkede og konstruerede de begivenheden som en reel konflikt, endnu før den reelle konflikt har fundet sted. Det er de billeder, som beslutningstagere i Københavns politi og kommune skal forholde sig til og træffe en beslutning på baggrund af. Det er forbandet svært at argumentere imod den slags billeder, med rationelle argumenter. Den eneste måde at argumentere med en sådan konstruktion, er ved at skabe en modkonstruktion.

Det smarteste, Københavns politi kan gøre i denne situation, er helt at undlade det længe ventede opgør med ballademagerne og konstruere et helt andet scenarie, der demonterer konflikten. Mulighederne forekommer imidlertid stærkt begrænsede, når man samtidig risikerer at undergrave lovens bogstav og ejendomsrettens ukrænkelighed. På den anden side risikerer man blot at styrke Ungdomshusets og nyhedsmediernes konstruktion af den voldelige konflikt som begivenhed. Måske skulle de enkelte betjente gå på nettet og begynde at blogge om begivenhederne for at destabilisere billedet af politiet som en uniformeret, de-personificeret enhed, der gemmer sig bag hjelme af glasfiber, i ligeså høj grad som demonstranterne gemmer sig bag deres masker og elefanthuer? Måske kunne man (gen)skabe et politi, som opererer på baggrund af borgernes tillid og respekt, i samtale med den enkelte borger via web? Her tænker jeg ikke blot på de borgere i provinsen, som forlængst har mistet sympatien for ungdomshusets tilhængere, og som territorialt befinder sig langt fra begivenhederne, men også selve Ungdomshusets brugere og tilhængere. Det er ikke en kamp på sympati, der finder sted, den er forlængst tabt. Det er en kamp på hvordan begivenhederne skal skabes som begivenheder, hvem der skal skabe dem, samt hvor og hvornår det skal finde sted. Jeg kunne godt ønske mig, at der var flere journalister, der gad stille sådanne spørgsmål.

Den tidligere operative PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen har bemærket, at politiarbejde i Danmark i udbredt grad baserer sig på netop borgernes udstrakte tillid til politiet, noget som er helt uhørt i mange større lande. I forlængelse heraf handler politiets rolle ikke blot om mere dialog og mindre vold , men om at tænke strategisk i forhold til det medielandskab politiet må operere i idag, og indtænke signal- og nyhedsværdien af politiets initiativer. Dette gælder for såvidt også i krigen mod terror , som Bonnichsen har haft held med, i forhold til PETs såkaldt præventive samtaler med marginaliserede unge.