Man hører så meget om hvad Det Radikale Venstre bør og ikke bør gøre. Jeg er selv medlem af Det Radikale Venstre, og det kan næppe komme som nogen overraskelse at høre, at hvis folk er interesserede i at påvirke kursen i Det Radikale Venstre, foregår det som i andre partier : man må melde sig ind, tage diskussionerne hvor man kan - og påvirke kursen. Det er i disse diskussioner, imellem radikale, ansigt til ansigt, fra debat til debat, argument mod argument, at vi finder ud af, hvad det vil sige at være radikale. Selvom vi i Det Radikale Venstre har et ofte overraskende stærkt fælles værdigrundlag, er det ofte en overraskelse (også for mange udenforstående, tror jeg) at opdage, hvor forskellige vi kan være. Diskussionerne kan blive vilde og blodige, men det er hver gang en fantastisk berigelse at opdage, at der findes så mange vinkler og perspektiver på et område, et politisk problem eller udfordring. Og igennem disse seje udvekslinger af argumenter, vinkler og perspektiver, opstår radikal politik.

Derfor finder jeg ærligt talt hele denne *taktiske* diskussion så inderligt ligegyldig, især når den føres af folk, som ikke befinder sig i Det Radikale Venstre og alligevel mener at have gode ideer til hvad DRV skal og ikke skal.

Politik handler ikke om personspørgsmål eller om "fløjkrige", eller det bør det ihvertfald ikke handle om, efter min mening. Det handler om mennesker, som har stærke meninger og perspektiver om, hvad det er for et samfund vi ønsker at leve i, og som er tilstrækkeligt modige til at turde lade meningerne brydes. Den Anden Vej, som har fået så misforstået en medfart, handler bl.a. om at der skal være plads til meninger, forskellighed og udsyn. Og det gælder naturligvis også de politiske løsninger og hele den måde vi skal arbejde politisk på.

Del jer efter anskuelser, for h...! Delingen af landets tænkende befolkning i højre eller venstre, eller i Thorning eller Fogh er da noget af det allermest fattige og indskrænkede. Ser verden virkelig se sådan ud? Skulle det kunne skabe politisk forandring, at vi i Det Radikale Venstre afstår fra vore meninger om en anden indretning af det her samfund, og lader os reducere til sutteklude for diverse andre partier? Skulle den måde at tænke verden på nogensinde skabe forandring?

Jeg så idag en dame i Netto, der i flaskeautomatens affaldsspand kiggede efter flasker, nogen havde overset. Det er ikke første gang, jeg har oplevet noget sådant, og hver gang giver det mig et lille chok, fordi det siger mig noget om, at vi er på en helt, helt forkert kurs i det her land. Samtidig gør det mig rasende. Der er stadigt flere, som er hægtet fuldstændigt af forbrugsræset og som ikke kan klare sig til dagen og vejen. Der er børn, der vokser op i det her land, som er fattige og som udstødes socialt pga. denne fattigdom. Der er børn, der efterlades i tomrum i landets asylcentre, uden at der politisk røres en finger for at ændre deres skæbne. For hvert barn der mister tilliden til verden, har det danske samfund tabt, hvor det kunne have været så uendeligt rigt. For hver lille krænkelse, hver lille oplevelse af den armod og kulturelle magtesløshed, som den nuværende regering kan drages til ansvar for, der styrkes jeg i, at jeg med alt hvad jeg kan vil arbejde for, at vi får et systemskifte i det her land. 

Når vi ikke kan leve med det skattestop, den ligegyldighed, centralisme og selvfede magttilstrækkelighed, den fattigdom, starthjælp og kontanthjælpsloft, den indvandrerfjendske mentalitet, den undergravning af retsstaten, misforståede kulturpolitik og den graven kulturelle kløfter dybere  som den nuværende regering med dens støtteparti er eksponent for, og som socialdemokraterne i meget store dele støtter - så ville det da være det allermest falske, ikke at stå ved denne afvisning af den helt, helt forkerte kurs det her land har bevæget sig ind på. Vi vil ganske enkelt en anden vej - skulle det være *taktisk uklogt* eller hvad f... er meningen?