Aldrig så snart havde vi fået det glade budskab, at ledigheden var nede på runde tre procent, før hylekoret istemte: Mere arbejdskraft fra udlandet nu! Og vismændene lagde ansigterne i de traditionelt bekymrede folder og ville nærmest lukke udlændinge ind i bunker, gerne i næste uge, hvis de fik lov.

Ugens glædelige nyhed var nemlig, at arbejdsløsheden er faldet til rekordlave 3 procent. Kun lidt over 80.000 er registreret arbejdsløse samtidig med, at ca. 30.000 er i aktivering. Det er stadig flere mennesker, end selv den mest pessimistiske arbejdsgiverorganisation efterlyser. Presset på at hente flere udlændinge til landet er nemlig stærkt stigende fra arbejdsgiverorganisationerne og flere politiske partier. Vi står derfor over for to klare valg: Skal vi sørge for at få de sidste med, eller skal vi åbne portene på vid gab for udenlandsk arbejdskraft?

Valget burde være klart, der er stadig mange ledige, der kan indgå i arbejdsstyrken.

Dansk Industri, der ellers ikke holder lav profil i forhold til at bede om mere udenlandsk arbejdskraft, har i en beregning vist, at 28.000 flere ikke-vestlige indvandrere ville være i arbejde, hvis alle kommuner var lige så gode til at få deres udlændinge i job, som Ishøj er.  

80 procent af danskerne er i arbejde, mens det kun gælder for halvdelen af udlændingene fra den tredje verden.

Det er derfor, vi I Dansk Folkeparti konstant maner til besindighed: Hvem skal betale regningen, når økonomien vender, og de mange nye borgere har optjent ret til sociale ydelser: De ældre? De syge? De udsatte? Skolebørnene? De gamle udlændinge? Eller måske rigmændene i Nordsjælland, der ønsker mere billig arbejdskraft?

Kommunerne beder i disse år om flere penge til mere velfærd. Der skal være råd til nye skoler, daginstitutioner, plejehjem og et generelt løft i servicen. Det er vi i Dansk Folkeparti enige i. Men det er et usædvanligt paradoks, at samtidig med, at arbejdsløsheden er rekordlav for danskerne, så forbliver den voldsom høj for de ikke-vestlige udlændinge. Når man så hører, at en indvandrertung kommune som Ishøj formår at få mange ikke-vestlige udlændinge i arbejde, begynder alarmklokkerne at ringe. Bliver der gjort nok rundt om i kommunerne? Er vi stadig ikke nået længere end, at udlændinge fra den tredje verden bliver behandlet som sarte planter, som kommunerne ikke tør stille krav til?

Vores nyudnævnte liberale integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, mener tilsyneladende ikke, at kultur og religion betyder noget særligt. Vi skal faktisk slet ikke tale om udlændingenes religion, men derimod behandle dem, som var de helt almindelige danskere ligesom jyder og sjællændere, der ikke fremstår særligt forskellige. Godt så. Jeg ser frem til at høre, hvordan Birthe Rønn Hornbech vil sørge for, at de udlændinge, der er kommet for at blive, begynder at blive selvforsørgende og tage ansvar for eget liv på linie med danskerne, når nu de er som alle os andre.

Det samlede velfærdstab på den manglende integration af udlændinge blev anslået til ca. 45 milliarder kr. i en rapport fra velfærdskommissionen i 2005. Det er et gigantisk beløb, der ville kunne bruges mange gange bedre til velfærd for alle, end blot til passiv forsørgelse af de udlændinge, der ellers burde kunne varetage et job.

Meget tyder på, at mange udlændinge ikke har det fjerneste ønske om at få et arbejde og blive selvforsørgende i det danske samfund, når så mange af dem stadig står uden for arbejdsmarkedet.

Forklaringer kan der være mange af, men til syvende og sidst vælger den enkelte selv, om han vil give det danske samfund og vores kultur og omgangsformer en chance ved at forsøge at integrere sig ved at lære sproget, kulturen og normerne at kende og tilpasse sig disse.  

Alternativet er alt for ofte, at de udlændinge, der aldrig rigtigt forlod deres hjemland, hyller sig ind i tunge gevandter og isolerer sig både mentalt og fysisk fra det danske samfund. Tilsyneladende alt for ofte med kommunens stiltiende samtykke. Hvordan skal vi ellers kunne forklare, at nogen kommuner er langt bedre til at få dem i arbejde, end andre?

Vi er i årevis blevet tudet ørene fulde af, at danskerne skulle være fordomsfulde og ude af stand til at modtage indvandrere. Alligevel ser vi nu, at arbejdsgiverne sukker efter udenlandsk arbejdskraft. Jeg vil derfor så mindeligt opfordre arbejdsgiverne til i fællesskab med integrationsministeren og de ansvarlige kommuner at vise os alle, at de mener alle deres fine ord om integration, forståelse og tolerance. For hvorfor bede om nye indvandrere, når de gamle stadig ikke er i beskæftigelse?

Jeg mener, at arbejdsgiverorganisationerne skylder os en forklaring på, hvad der skal ske med de mange nye udlændinge, de ønsker Danmark skal tage imod. Hvad skal der ske med den udenlandske arbejdskraft, når beskæftigelsen igen falder på et tidspunkt? Hvorfor, kunne man også passende spørge arbejdsgiverne, formår de ikke at benytte de mange udlændinge, der står uden job, og med hvilken begrundelse skal vi tro på, at næste bølge af indvandrere ikke havner i samme situation?

Regeringen og den nye integrationsminister må præsentere en plan for at få udlændinge i arbejde, og derved tage toppen af manglen på arbejdskraft her og nu, inden vi åbner grænserne for udenlandsk arbejdskraft. Hvis de kan i Ishøj, kan de også i andre kommuner, nu mangler vi blot, at regeringen lidt mere håndfast end hidtil kræver, kommunerne tager rigtigt fat på problemet. Det er helt uacceptabelt, at ikke alle bidrager ligeværdigt til velfærdssamfundets opretholdelse.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard