Nogle vil kalde dette indlæg en konspirationsteori, men jeg vil hellere have modargumenter.

Det er ganske enkelt den eneste måde hvor det politiske billede i socialdemokratiet kan hænge sammen i de sidste 2 år.

Henrik Sass Larsen har lagt en strategi i 2005.

Først skulle han af med Lykketoft. Det kunne han kun hvis Lykketoft tabte valget.

Så skulle den interne uro efter valgnederlaget under kontrol.

Begge dele kunne betyde en kort politisk karriere hvis man fejlede, så Henrik Sass valgte at sætte en marionette i formandstolen.

En som kunne tage skraldet hvis strategien gik galt, men også en som kunne væltes igen når målene var nået!

Derfor skulle det være en urutineret og ukendt i partiet, en som ikke stod for noget og endnu ikke havde opnået personligt netværk.

Hans valg faldt på Helle Thorning-Schmidt. Her er en beskrivelse med Helles egne ord.

http://www.berlingske.dk/article/20071012/danmark/110121232/

Som Helle selv skriver om sit kandidatur: »Det er det mest sindssyge, jeg nogensinde har hørt.«

Lykketoft tabte valget, Henrik fik sin marionette, men her stopper intrigerne jo ikke.

Henrik skal stadig vælte Helle Thorning og iøvrigt holde hende fra politisk indflydelse.

Dette kræver så igen to ting.

Helle skal fremstå som glansbilledepolitiker og ikke opnå politisk respekt.

Glansbilledet er alle vist enige om er lykkedes med Gucci-taske osv.

Den strømlinede karrierekvinde som meget nødigt snakker om familie, men kun om karriere.

Så er der den politiske respekt tilbage.

Helle får ikke særlig god støtte af sin politiske ordfører og strateg under valgkampen, Henrik Sass. Selv socialdemokrater ville have rådet hende anderledes i en hel del sager.

Henrik Sass har ellers vist sig yderst aktiv i de 2 foregående år. Han har som hovedregel tegnet partiet udad til og mere end ofte overrulet formanden på vigtige politiske områder.

Helle skal være kransekagefigur og Henrik socialdemokraten.

Her i valgkampen hvor fokus primært drejer imod formanden virker det som om at Henrik slet ikke arbejder mere. Støtten og kampen fra Henrik til socialdemokratisk politik er mere end mangelfuld og Helle er ladt alene.

Jo mere at Henrik støtter Helle, jo større er chancen for succes og jo længere er Henriks egne ambitioner væk.

Den objektive vil nu påstå: Henrik modarbejder da i det mindste ikke Helles succes.

Jo, det gør Henrik faktisk og i høj grad.

Ved skæbnens ironi kom historien om Henriks illoyalitet i pressen idag, ellers havde hovedhistorien været følgende:

Socialdemokratiet opgiver fattige.

For første gang i den tre ugers valgkamp vælger Henrik at overrule sin formand og kun 3 dage før valget. Den havde været meget svær at rette op for Helle.

Budskabet om at socialdemokratiet har opgivet fattigdomsgrænsen er sat i medierne af Henrik Sass.

Dette sår tvivl om socialdemokratiets kamp for fattige i de seneste 2 år og ville have ramt Helle hårdt i valgkampen.

Dette budskab kunne sagtens have ventet de 3 dage til efter valget fordi at dette emne er vigtigt, men ikke på den politiske dagsorden i kampen.

Henrik valgte altså at så tvivl om Helles troværdighed helt uden grund.

Henriks motiv er ikke at hjælpe regeringen, men at profilere sig selv som den kommende socialdemokratiske formand.