I går skete flere gode ting:
1. Barcelona-Liverpool
2. Snestorm
3. Stuvet hvidkål med frikadeller
@ 1. Champions League kampen mellem herlige Barca og de halvgrimme, men dog ret velspillende fra nord var spændende og respektindgydende. Min søster endte i smågnavent humør eftersom hun er Barca-fan. Jeg er fan af god fodbold så jeg var meget tilfreds.
@ 2. Kampen sluttede et godt stykke tid efter at busserne var holdt op med at køre. Det var jeg forberedt på og havde klædt mig praktisk på så jeg kunne gå de cirka fem kilometer hjem. Jeg elskede den vanvittigt besværlige hjemtur! Jeg ved ikke hvad det er der sker med mig når jeg tager regnbukser og vandrestøvler på og bevæger mig ud i den slags vejr der rusker i én. I hvert fald følte jeg mig som helten i en Bulderby-film, og det er en misundelsesværdig rolle - hvis nogen skulle være i tvivl. Noget med røde kinder og et stort smil. Og sne i øjnene.
@ 3. Jeg havde varslet stuvet hvidkål allerede tirsdag, og hvilken vidunderlig idé! I min barndom blev den serveret med kanel og sukker, men den smager faktisk meget bedre når man kan smage muskatnød og peber sammen med den bløde, bløde smag af mælk og kål.