En bekendt af mig elsker sin cykel. Hvad han imidlertid holder endnu mere af, er at komme først ud af starthullerne når der bliver grønt i et lyskryds. Faktisk kan han blive så opslugt af sin egen lille konkurrence at han laver lyde som om han gassede op.

I årevis grinede jeg højt af den slags typer og syntes de skulle finde på noget vigtigere at tage sig til. Herregud, hvad var det lige han vandt i dén konkurrence?

Og til min store irritation grinede folk derefter højt af mig og pegede og udbrød: ”Du er sgu da fuldstændig ligesådan!” Det var jeg meget såret over, og jeg brugte faktisk en del energi på at overbevise mine venner om at konkurrencegenet var ikke-eksisterende hos mig.

Indtil den dag hvor vi skulle på personaledag med jobbet og i den forbindelse fik lavet en personprofil-test. Mit resultat var meget markant: I den kategori der handlede om målrettethed, dominans og konkurrence scorede jeg så højt at grafen forsvandt ud af skalaen.

Det var noget af et slag. Jeg havde jo lissom selv svaret på spørgsmålene.

Til gengæld lærte jeg at kalde mig selv målrettet, og det lød tilpas sympatisk til at jeg bed på krogen. Derefter har jeg tilladt mig selv at være konkurrencemenneske. Og jeg skal da lige love for at et vist gen som har foldet sig ud siden da.

I svømmehallen nægter jeg at gi’ mig når en konkurrencesvømmer formaster sig til at lægge sig i banen ved siden af min. Med det resultat at jeg efter tyve minutter ligger og gisper i kanten og knap kan bære mig selv ud i omklædningsrummet.

Jeg vil være den der læser flest bøger på jobbet. Jeg vil være yndlingsmoster, Jeg bliver smækfornærmet hvis jeg ikke får den karakter jeg havde stilet efter til en eksamen. Stemningen falder til frysepunktet hvis jeg (ganske ganske sjældent) taber et spil.

Da jeg for et par år siden arbejdede i en sandwichbar, pillede jeg 16 nystegte kyllinger på tyve minutter. Uden at konkurrere med andre end mig selv. Det var mens jeg stadig slog mine folder som konkurrencegens-benægter.

Tænk hvad jeg egentlig gik glip af! Ingen sejrsrus, ingen blær, ingen hoveren, ingen udråbelse af ny mærkedag.

Det er fedt at være herligt frelst konkurrencemenneske. Halleluja!