Hvis man har en fodboldklub, man rigtig godt kan lide, så er der som regel også nogen, man elsker at hade. For mit vedkommende kan jeg rigtig godt lide FC København og Liverpool, og så kommer det vel næppe som den store overraskelse, at jeg også er helt pjattet med at se Brøndby og Manchester United tabe.

For omkring 10 år siden brugte jeg meget tid på at intellektualisere, hvorfor jeg ikke kunne lide de to klubber; på at forklare, hvorfor det var det eneste rigtige at lægge Brøndby og Manchester United for had. Og dengang i midten af 90 erne - hvor det at være FCK-fans i hvert fald var noget meget fremmedartet og sjældent - var det nemt nok at pege på Brøndby som Danmarks pendant til Manchester United: Det store altfavnende varemærke, der kan sælge spillertrøjer, madkasser, skoletasker og bagrudestreamere overalt i landet - også hos folk, der aldrig havde sat deres ben på holdets hjemmebane, endsige hjembyen.

I dag kan man til en vis grad bruge det samme argument mod FC København (men kun til en vis grad. FCK har aldrig og kommer aldrig til at markedsføre sig som "hele Danmarks gudehold" - men er netop Byens Hold). Men selv, hvis det passer, ændrer det jo ikke en tøddel ved, at det netop er sådan, man føler. Jeg synes ikke mere, at det er værd at intellektualisere over, hvorfor der er nogen klubber man kan lide, og hvorfor der er nogen, man ikke kan udstå. Sådan er det bare.

Så for at gære en lang historie kort: Det er noget helt specielt, når FCK møder Manchester United i aften. Og på samme måde, som man gerne må drømme om at vinde den store gevinst i Lotto, når man lige har købt en lyn-lotto-kupon, vil vi gerne i dag drømme om at slå Manchester United på Old Trafford. Og jeg erkender at chancerne er omtrent lige store. Men hvis det skete, ville det ikke være den største præstation i klubbens historie - og det største i Dansk fodbold, siden OB slog Real Madrid på Bernabeu.

Og indtil i aften holder vi drømmen i live.