Det var begyndt at sne, og det passede betjent Bolderslev godt, der lod bilen tage fart mod politistationen. Sne gav godt skrid i vognen, og som han satte vinduesviskerne i gang, kastede han sikkert hjulene ind i de glatte sving.

Ved siden af ham trak frk. Nitouche vejret tungt, hvilket syntes at få hendes fyldige barm til at trodse tyndeloven og modbevise Newtons lov.

»Men det var jo også æbler«, sagde den store betjent, koblede ned i et sving og lod bagenden skride ud. »Hvad«?, peb politiaspiranten og satte hænderne i frontpanelet i forsøg på at kile sig fast.

Bag ved på bagsædet sydede Carl Majo af dobbelt indestængthed. Dels var han nu låst inde i en vildtkørende politibil, dernæst var han blevet gidsel i noget der lignede et krybespil, hvor scenen var lagt i hans ejendom. Det første var nyt for ham, det sidste havde han kun dårlige erfaringer med fra folkeskolen.

Dengang var han, udklædt som engel og hængende under loftet, blevet glemt i en frokostpause. På det tidspunkt havde han taget en dyb beslutning - næsten gang ville han være djævlen!

Erindringen gav grusomt genlyd i Carl Majos krop. Det var som der skete et skred af raseri dybt i ham, og han følte det som der voksede horn frem i panden.

Bolderslev kastede bilen ind i endnu et dristigt sving, og lod øjnene fange af frk. Nitouches barm, der var på vej med et nyt rekordforsøg i anti-tyndekraft.  I det samme lød en djævelsk røst fra bagsædet.

»Nu, kan det fanden være nooook«!

Døren til Valdemar Jammerdals lejlighed stod halvåben. Merethe selv stod udenfor med My på armen og tøvede. Der virkede lidt mørkt derinde, og der duftede af appelsiner og nelliker, eller var det æter?

Hun forsøgte i et spørgende toneleje: »Hallo«. Der kom ingen respons, kun åbnede døren sig endnu mere til svar. Merethe var forvirret, skulle hun gå ind? Hun mærkede den tvivl hun kendte så godt, når hun stod foran et afgørende valg. Det pirrende dilemma mellem nysgerrighed og trangen til at trække sig tilbage til trygheden.

»Skal vi gå ind?«, rådførte hun sig med My. My rokkede den hjerteformede sut til svar. Merethe tolkede det som et ja. Hun tog tre hastige skridt ind i lejligheden, og hørte døren smække bag i hende og My.

Merethes åndedræt gispede og krampede. Hun mærkede, hvordan hun trykkede My hårdt mod sit bryst. Den enlige mor vendte sig langsomt og tabte hagen i en blanding af benovelse og forskrækkelse.

»Du må godt trække vejret«, sagde englen og vibrerede vingerne.

Bolderslev mærkede, hvordan vejgrebet forsvandt under hjulene på bilen og mellem hænderne på ham. Som i en langtrukken film så han bilen skride gennem sneen, tippe over på to hjul, for derefter at slå en kolbøtte og sidst lande på taget.

Bilen fortsatte kurrende på taget et stykke, for så at lægge helt stille. Kun hørtes vinduesviskerne summen. Bolderslev bemærkede at frk. Nitouche tydeligvis var tyndekraft-påvirkelig alligevel, som sad hun der med kun næsen og to blinkende øjne synlige.

Bag ham var døren sprunget op. Carl Majo var væk.

Hvad vil englen Merethe og My?

Er Carl Majo i virkeligheden djævlen?

Finder Kevin Frederikke?

Fortsæt selv fortællingen. Send dit bud til juleblog@avisen.dk. Vi skal have dit indlæg senest onsdag kl. 17. Skriv max 2.500 tegn.