Bookmakers sender Tine hjem i aften. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde meget fidus til Remee, da han besluttede at sende hende videre fra boot-campen. Først efter hendes tårepersende historie om, hvordan hun havde været tyk som barn, fik han øjnene op for hende. Hva’ har det lige med x-faktor at gøre? Men da jeg så hende in action synge Michael Jacksons Earth Song for et par uger siden, måtte jeg atter bøje mig ydmygt for Remee og hans evner til at spotte x-faktor.
På mandag skal uddannelserne spotte x-faktor hos alle bejlere, som gerne vi læse videre, men som ikke fik topkarakterer i gymnasiet. Der er nemlig ansøgningsfrist for optagelse på kvote 2. Jeg tror på, at de dygtigste studerende er dem, der brænder allermest for deres studier og engagerer sig mest. Og ud over at give chancen til andre end professortyperne i gymnasiet, må det derfor være afgørende, at man gennem kvote 2 spotter de studerende, som brænder mest for sagen og er topmotiverede. Kvote 2 er dér, hvor ansøgernes X-faktor skal spottes.
Der er i dag et mega frafald på landets universiteter. Det er faktisk hver tredje studerende, der dropper universitetsstudiet, inden de har gennemført en bacheloruddannelse (ifølge de nyeste tal fra Danske Universiteter). Det skyldes en masse ting, bl.a. fraværende socialt og fagligt miljø og dårlige økonomiske forhold, men jeg tror også det handler om den måde, man i dag sorterer folk fra på. Karaktergennemsnit har meget lidt med motivation at gøre og virker i dag primært til at skære unge fra ikke-boglige hjem fra.
Kvote 2 er som sagt til for at give folk, der ikke fik topkarakterer i gymnasiet en ny chance for at komme ind på deres drømmestudie. Men kvote 2 har fået alvorlige skrammer de sidste ti år, fordi VK-regeringen har nedprioriteret den. Og ikke nok med det så er Århus Universitet og Ålborg Universitet nu gået over til at lade karaktererne i udvalgte fag være det eneste, der betyder noget for optagelse på kvote 2. Jeg tror ikke på, at udvalgte karakterer er retvisende for folks motivation og evner. Man kan jo sagtens være stærk i tysk, selvom man har fået 2 i tysk i gymnasiet, hvis man fx har arbejdet to år i Hamborg efter gymnasiet. Århus og Ålborg universitet er på fejlkurs og vi risikerer, at de undergraver hele pointen med kvote 2.
Jeg tror Remée og de andre dommere i X-faktor vil være enige i, at man bliver nødt til at kigge på forskellige sider af talent-spirerne for at kunne spotte x-faktor. På Syddansk Universitet har man indført en optagelsessamtale og praktiske prøver. Det har været en kæmpe succes, og det har vist sig at kvote 2 studerende nu har mindre frafald end kvote 1 studerende og består flere kurser! Med et fornuftigt kvote 2 system kan man altså finde frem til de mest afklarede og motiverede studerende. Jeg vil derfor kort slutte af med et dobbelt opråb:
TIL POLITIKERNE: Styrk kvote 2, så vi kan få flere forskellige mennesker til at læse på en videregående uddannelse!
TIL UDDANNELSES-STEDERNE: brug kvote 2 fornuftigt, så I kan spotte folk med x-faktor!