Student Malene Lundsgaard Nielsen er ikke som andre.
Mens studenten fra Handelsgymnasiet Niels Brock begynder direkte på en videregående uddannelse efter sommerferien, har de fleste unge ikke travlt så travlt med at komme i gang med studierne efter endt studentereksamen.
- Jeg har slet ikke lyst til at have et års pause. Jeg er ikke skoletræt, men har bare lyst til at læse videre. Men jeg kan godt se, at jeg er mere målrettet end de fleste gymnasielever, siger Malene Lundsgaard Nielsen til Avisen.dk.
Og Malene Lundsgaard Nielsen går mod strømmen.
Hele 68,6 procent af gymnasiernes 3. g'ere regner med, at de først vil kaste sig over bøgerne om et eller flere år. Kun 26,3 procent er sikre på, at de vil gå i gang med en videregående uddannelse direkte eller inden for et år. Det viser en rundspørge, Berlingske Research har foretaget blandt landets gymnasieelever.
Og det på trods af, at regeringen de seneste år har satset massivt på at få flere unge studenter til at gå direkte videre frem for at tage et eller flere års pause fra studierne.
Gymnasiereform har en del af skylden
Jakob Lange, kontorchef i Studieadministrationen på Københavns Universitet, er bekymret og mener, at tallet er for højt.
- Det er mit indtryk, at flere gymnasieelever er blevet skoletrætte efter gymnasiereformen, fordi det har været hårdt for alle parter - både elever og lærere - at skulle forholde sig til så meget nyt. Det har måske været med til at øge usikkerheden, siger Jakob Lange til Berlingske Tidende.