I dag er det fredag d. 18. april. Det er St. Bededag og vi har fri! Og dette er vel sådan cirka det eneste mange os ved om St. Bededag.  Alt andet er forsvundet i historiens dunkle tåger.

Det kunne derfor være interessant nok at få et lille indtryk af baggrunden for og indholdet af denne helligdag. Tag derfor med på en kort odyssé tilbage til St. Bededags oprindelse og dens udvikling frem til vor tid.

Året er 1536. Den lutherske reformationsbølge skyller ind over Danmark og river den katolske kirke op med rode. De katolske biskopper fængsles og Christian d. 3. overtager deres ejendomme. Munke fordrives i stor stil og deres klostre konverteres til hospitaler og skoler. Kirkerne tømmes for helgenbilleder og relikvier, ligesom kirkekalenderen tømmes for katolske helgen-, bods- og bededage.

Ca. 140 år senere, i 1675, bliver Hans Bagger (1645-1693), som er den nye komet på den danske gejstlige himmel, biskop for Sjælland kun 29 år gammel. Indenfor to år har Bagger skabt tre nye helligdage. En af dem kalder han for "ekstraordinær, almindelig bededag". 

Elleve år efter, i 1686, lovfæster Christian. d. 5. Baggers bededag og den bliver nu officiel helligdag under navnet "Store Bededag".  Kong Christian stiller dog et enkelt krav til kalenderficeringen af St. Bededag. Indtil 1686 har den været placeret så tilpas dybt i kalenderåret, at Christian ikke har kunnet nå at holde bededagen i København. På det tidspunkt er han nemlig ude på sin årlige rigsrejse. Ved Kgl. forordning rykker han derfor St. Bededag frem i kalenderen og berammer den til at falde den fjerde fredag efter påske. Så kan også han være med.

Christian d. 5.s kalenderfremrykning gælder den dag i dag.

Informativt intermezzo:

Ifølge den benævnte Kgl. forordning må der ikke arbejdes på Store Bededag. Dagen er afsat til andægtig ihukommelse af Kristi liv og lidelse. Dette skal ske igennem deltagelse i gudstjeneste og ved faste (bod). Fasten slutter efter bededagens aftensgudstjeneste. 

Da bagerne dermed ikke måtte arbejde på St. Bededag, så bagte og solgte de hvedetvebakker aftenen før, dvs. torsdag, som folk så kunne varme og spise St. Bededags aften efter gudstjenesten.

Som et nota bene bør det nævnes at årsagen til
Baggers oprindelige betegnelse af dagen som en "ekstraordinær, almindelig bededag", skyldtes, at der dengang i kongeriget fandtes en række mindre bededage. Hver onsdag var f.eks. bededag på landet. Dagen var en bods- og fastedag, hvor præsterne bad om fred over land.

Indførelsen af St. Bededag er åbenlyst - skønt blot parentetisk - en tilbagevenden til katolsk praksis (Helgendage), der officielt havde været bandlyst siden reformationen i 1536. Årsagen til den retrograde bevægelse var et stærkt behov for oplevelsen af fred og forsoning, som var udsprunget af de prøvelser og afsavn befolkningen havde måttet lide under 30 års krigen (1618-48) og svenskerkrigene (endeligt afsluttet i 1660).

Vi iler videre i vores odyssé og når nu til:

Året 1770. Johann Friedrich Struensee, der er livlæge for kong Christian d. 7., sætter den rablende galning af en konge fra bestillingen, for dernæst at afsætte regeringen og tage magten over landet. Han ser sig selv som en repræsentant for den moderne europæiske oplysning. Og henover de følgende to år sætter han et veritabelt og nedbrydende bombardement ind mod den stokkonservative monarkisk indstillede danske adel. Dette sker i form af en række fundamentale reformlove: Trykkefrihed, torturforbud, rationalisering af stats- og militærforvaltning, herunder opgør med nepotisme, friere forhold til borgerne, osv.

Struensee tager også fat i rigets helligdage. Opfyldt af oplysningstidens rene fornuft ser han helligdagene, som udtryk for overtro og en hindring for borgernes produktivitet. Han fjerner derfor halvdelen af dem. F.eks. ryger 3. juledag og Kyndelmisse. Toogtyve helligdage bliver til elleve.

Den katolsk inspirerede St. Bededag undgår af uransagelige grunde at falde for Struensee’s rationaliseringskniv. Selv får han imidlertid kniven i 1772, da rigets godsejere henretter ham på Fælleden i København.

Dagen da Struensee henrettes er blodig. Meget blodig. Det sprøjter da hans hoved med et hug skilles fra kroppen, ligesom da hans hænder og fødder får samme tur. Da Struensee sluttelig, i flere dele, ryger på hjul og stejle er han for længst faret heden  

Året er 1871. Louis Pio danner den danske afdeling af Internationale. Det vi i dag kender som Socialdemokraterne. Arbejderbevægelsen får dermed sit afgørende gennembrud her til lands.

Året efter, i 1872, er vi tilbage på Fælleden. Dér hvor den reformivrige Struensee blev henrettet nøjagtig hundrede år tidligere. Det navnkundige: ”Slaget på Fælleden”, er i gang. Arbejdere og ordensmagt tørner sammen. Arbejderne må bøje sig for politistyrkerne, der uddeler knippelsuppe fra hesteryg. Det ender i flugt og kaos og mange arresteres. Heriblandt Pio. Han indser nu, at tiden ikke er til revolution og Danske Internationale vælger reformvejen.

Men reformation eller revolution: Arbejderbevægelsen er en materialistisk bevægelse. Gud og religion er blot opium for folket. Alligevel nyder arbejderne St. Bededag. Det er jo en fridag! Men da Gud er magthavernes opfindelse, hvorfor skulle man så vente til dagen efter med at spise hvederne? Særligt når de torsdag aften er friske og sprøde. Og hvorfor skulle man overhovedet faste?

Med arbejderklassen initieres derfor en tradition for at spise hvederne dagen før St. Bededag, dvs. om torsdagen, ligesom arbejderklassen initierer ophøret med at faste på St. Bededag.

EPILOG

I løbet af det følgende århundrede bliver samfundet stadig mere materialiseret/afkristnet og her i 2008 er det en indgroet tradition at spise hvederne torsdag aften, hvis man overhovedet spiser hveder, og det at faste er der ikke længere nogen af os, der skænker en tanke.

Biskop Hans Baggers faste- og bodsdag, "ekstraordinær, almindelig bededag", af kong Christian d. 5. navngivet: St. Bededag, er derfor i dag, for de fleste af os: En fridag! Hverken mere eller mindre.

Michael Hammers