Kim Møller, Uriasposten, fremstillede d. 17. marts en kritik af artiklen: ”Torturrygter om Aaen spreder sig på nettet” (Nyhedsavisen 16. marts), skrevet af journalisten Knud Brix, flankeret af journalist Anna Rossman Thejsen.

Dette foranledigede Knud Brix til at sende Møller en skrivelse, dateret d. 4.juni 07, hvori han kræver vederlag+godtgørelse, som følge af, at Møller, efter Brix opfattelse, har brudt med ophavsretsloven ved at bringe et scannet eksemplar af Brix´ artikel på Uriasposten.

I Brix´ artikel angribes Uriasposten direkte for at holde liv i, hvad Brix mener, er rygter om Aaens fortid. Det hedder konkret: 

“Flere steder på nettet lever myten om Aaens torturfortid dog videre i bedste velgående. På den højreorienterede hjemmeside Uriasposten.net bruges Herborgs kronik som dokumentation, og på Wikipedia.dk er Aaens egen artikel og Herborgs kronik da også eneste kilde og sandhedsvidne til rygterne.”

Kim Møller følte sig på den baggrund stærkt misforstået, idet det ikke var, ifølge Møllers eget udsagn, hans intention at dokumentere, at Aaen har begået tortur. Derimod var Møllers ærinde at fremhæve, hvad han opfatter som hykleri fra Aaens side med særligt henblik på Aaens uhyre engagement i og omkring Christoffer Guldbrandsens film ”Den hemmelige Krig”.

Møller lavede en grundig "afsnit for afsnit" tilbagevisning af Brix artikel og argumenterede for at Brix fordrejede hans ord. Ved at bringe benævnte scannede eksemplar gav Møller endvidere læserne umiddelbar mulighed for at kunne forholde sig selvstændigt, ”objektivt”, optimalt til kontroversen.

I en offentlig og debatmæssig sammenhæng som netop beskrevet, kan man kun konstatere at Brix´ økonomiske krav og angreb på Møller er både hysterisk ”pjattet” og decideret umoralsk.

Møller har helt sagligt modargumenteret Brix´ artikel og i denne sammenhæng bragt den i dens helhed. Der er derfor ikke tale om, at Møller har forsøgt at udnytte artiklen kommercielt eller, at han i øvrigt dermed har krænket, beklikket, Brix´ personlighed eller artikel.

Firkantet juridisk set syntes Brix imidlertid at være i sin gode ret til at føle sin ophavsret krænket. Således definerer ophavsretsloven § 2 klart, at ophavsmanden til et givent litterært produkt, har eneret på at måtte gengive dette i sin helhed. Ønsker andre retten til dette, skal de spørge hos ophavsmanden først. Det har Møller ikke gjort.

Så langt, så godt. Der er dog en § 22 i ophavsretsloven, som i indeværende sammenhæng synes at kunne gøre Brix´ sag slet så sikker. Det hedder:

”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Om denne § hedder det i Journalistforbundets egen vejledning::

”Kravet om god skik og kravet om et omfang betinget af formålet skal fortolkes som et generelt loyalitetskrav til brugeren af citatet. (…) Citater vil normalt indgå i et andet værk, men det er ikke noget absolut krav. Der er ikke nogen faste grænser for hvor meget, man kan citere i henhold til § 22, men det er undtagelsen, at et værk kan citeres i sin helhed. (…) Pressen antages at have en ganske udstrakt adgang til at citere fra artikler om politiske, økonomiske, religiøse, kulturelle og lignende forhold bragt i andre aviser og blade”

For så vidt angår ”god skik”, så må man konstatere, at Møller optræder helt loyalt overfor Brix. Han forholder sig ikke til artiklen og bruger den ikke på anden måde end det den er tænkt som, nemlig et indlæg i den offentlige debat. Ligesom det også klart fremgår at dens ophavsmand er Brix´.

Med hensyn til citatomfang, så er der altså her tale om et skøn. Om end det er undtagelsen, at f.eks. en hel artikel fremstilles/citeres, så synes det i dette specifikke tilfælde at være både sagligt og fornuftigt. Ligesom der under ingen omstændigheder er tale om personlig vinding eller andet, der kan krænke ophavsmanden.

I øvrigt kan man hæfte sig ved, at Journalistforbundet selv antager, at man indenfor pressen i almindelighed har en udstrakt adgang til at citere hinandens produkter.

Årsagen til pressens udstrakte citat ret er naturligvis, at det ville medvirke til at obstruere den offentlige debat, hvis journalisterne krævede hinanden stillet til regnskab, så snart noget synes at falde udenfor lovens firkantede bogstav. 

Med dette in mente bør man også anskue sagen Brix-Møller.

Sluttelig vil jeg ikke undlade at bibringe læseren min personlige opfattelse af Brix´ krav. Jeg mener ganske enkelt han er faret i blækhuset, ikke pga at Møller har fremstillet hans artikel, men fordi Møller er udpræget højreorienteret og i et forsøg på at sætte bremseklodser på kritikken af Aaens suspekte fortid ved med lovens bogstav at ”kriminalisere” dem, i dette tilfælde Møller, som Brix mener kriminaliserer Aaen.  

Alt andet end befordrende for den offentlige debat.