Hvis ikke Khaders brud med de Radikale var direkte ventet, så kom det i hvert fald ikke som nogen overraskelse, da han i mandags offentliggjorde bruddet. Tilbage står Jelved som den, der med hjælp fra Margrethe Vestager og partiets mange andre "hattedamer", har ført R udi en politisk strategisk blindgyde. 

Da Marianne Jelved i april 2006 erklærede, at hun ville være statsminister og kun ville samarbejde med dem,  der anerkendte hendes politik, gjorde hun det med udgangspunkt i de helt ekstra ordinære gode meningsmålinger, som radikale tilsmiledes af på dette tidspunkt.

Nu er det vel ikke det klogeste, at et parti med "kun" 17 mandater kræver at få statsministerposten. Og Jelved havde da også en eller anden vag ide om, at R kunne komme op på 25 ved næste valg. Optimismen baserede hun på benævnte meningsmålinger, skønt det vel næppe heller er det klogeste at bygge en langsigtet politisk strategi på noget så øjebliksbetonet, som meningsmålinger. Jelved dummede sig altså ganske gevaldigt.

Hendes største bommert var dog, at hun ikke forstod, at de positive meningsmålinger, der sideløbende med Muhammed-krisen var ”tikket” ind til R, paradoksalt nok ikke var begrundet i radikal politik! Faktisk var det et direkte tværtimod.

Under Muhammed-krisen viste flere undersøgelser således, at Khader var landets mest populære politiker og at populariteten skyldtes, at han åbent støttede regeringens håndtering af Muhammed konflikten og angreb islamisterne og de imamer, der var draget udi den arabiske verden, hvor de med bl.a. falske billeder tændte mange muslimers vrede og fik dem til at rette deres evige had mod Danmark.

R (Jelved) derimod førte den stik modsatte politik. Ja, Jelved kaldte ligefrem Fogh for en ”farlig mand”, der brugte Muhammed tegningerne som et indenrigspolitisk springbræt til at få flere stemmer, ligeledes anklagede hun ham for at være skyld i Muhammed-krisens negative udvikling.

Den store fremgang til R, som for en tid gjorde partiet til landets tredjestørste (på papiret), var derfor i det  væsentlige begrundet i en Naser Khader effekt, der som årsag havde et politisk udtryk, som pegede stik imod Rs (Jelveds) politik.  Det forstod Jelved, som nævnt, ikke. Og da Khader i april 2006 vendte tilbage til partiet efter en uge i ufrivilligt ”eksil” (han havde følte sig alvorligt truet af islamisterne), indledte Jelved og de øvrige "hattedamer", af hvilke partiet har så mange, en ”luk munden kampagne” mod Khader.

Det gik lidt trægt i starten, men efterhånden bar bestræbelserne frugt og de første fire måneder af 2007 har Khader kun været en skygge af tidligere års markante synlighed. Imidlertid havde den tiltagende udviskning af Khader som stærk profil den, for partiet, utilsigtede konsekvens, at det sideløbende gik tilbage i meningsmålingerne.  Og hvis Jelveds krav på statsministerposten før havde forekommet utroværdigt, så fremstod det nu som decideret latterligt.

I mandags, d. 7. maj,  havde Khader så endelig fået nok og brød derfor med R. I løbet af de få dage, der er gået siden, har han allerede taget en stribe af radikale med sig. I den nærmeste fremtid vil utvivlsomt følge endnu flere.

Tilbage står Jelved. En politisk fiasko, der har ført R ud i en strategisk blindgyde og skabt en aura af utroværdighed både om hende selv og hendes parti.

Skal R derfor have en chance for at forhindre en ren massakre mod dets mandater ved næste folketingsvalg, så er det nødvendigt, at partiet hurtigst muligt fjerner Jelved og får en ny formand. Og med ny menes NY! Dvs. ikke Margrethe Vestager eller nogen af de andre velkendte "hattedamer", for så er partiet stort set lige vidt!