- hedder det med et gammelt tysk udtryk betegnende os her i lille Dannevang.
Som dansker må man naturligvis tage helt afstand fra denne, mildt sagt, grovkornede karakteristik. Og vi kan med fuld ret sende karakteristikken tilbage karakteriserende den selv, som udtryk for tysk pølsementalitet og stupid svulstighed.
Og så, alligevel! – Hvis resultatet af dagens valg giver flertal til Helle Thorning fløjen, er danskerne så for kloge? Er de så ikke lige præcis disse dumme dänen, som tyskerne kalder dem?
For hvorfor skulle danskerne dog vælge en ny regering og dermed afskaffe den mest succesrige regering nogensinde set i Danmarkshistorien? Hvorfor afskaffe en regering, der har fjernet den gigantiske milliardgæld som totalt ansvarsløse socialdemokratiske regeringer tidligere havde ophobet? Hvorfor afskaffe en regering, der med klog økonomisk politik har frembragt stort milliard overskud på rigets finanser? Hvorfor afskaffe en regering, der har nedbragt ledigheden til et historisk og – ifølge de nationaløkonomiske lærebøger – umuligt lavt niveau? Hvorfor afskaffe en regering der har skabt den højeste beskæftigelse nogensinde? Hvorfor afskaffe en regering, der har vendt et negativt ledighedsproblem til et positivt problem med mangel på arbejdskraft? Hvorfor afskaffe en regering, der netto investerer flere penge i velfærd end nogen anden før den har gjort?
Kort: hvorfor afskaffe en regering, der har skabt en rigdom og en velfærd hidtil ukendt i landets historie?
Er det fordi Helle Thorning siger, at en stemme på hende er en stemme på velfærd, mens en stemme på VK er en stemme på skattelettelser? - Det kan det ikke være, for som fremgået, giver regeringen ikke bare skattelettelser, den giver også velfærd.
Er det fordi Villy Søvndal under bedemandssloganet: ”Det kunne være så godt” vil skabe et billede af en regering, der ikke tænker på samfundets svageste? - Det kan det ikke være, for som bekendt løj Søvndal jo, da han forsøgte at underbygge sit slogan med påstanden om, at han havde været på 20 plejehjem, der havde fået udhulet velfærden. Det viste sig kun at være 5 plejehjem, ligesom det viste sig, at velfærden var blevet øget og ikke udhulet.
Er det fordi danskerne gerne vil have DF udenfor indflydelse? - Det kan det ikke være, for DF har været primus motor i skabelsen af den stramme indvandrer-/flygtningepolitik, som 70-80 % af landets befolkning ønsker. Ligesom DF har været garant for regeringens succesrige økonomiske politik.
Så, altså, uanset hvordan man vender og drejer det, er der simpelt hen ingen intelligent grund til at skifte en super succesrig VK regering ud. Gør danskerne det alligevel, så bryder de med den gode gamle sandhed: ”man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”.
Det ville være temmelig ubetænksomt eller mere rigtigt udtrykt: ufornuftigt, eller helt præcist: det ville være decideret dumt!
Og i så fald er man tvunget til at istemme de gamle tyske ord om: ”die dumme dänen”!
Michael Hammers