Forleden dag ringede min søde veninde, der blev mor til en lille dreng i december. Ville sludre og spørge til, hvordan det går med min mave.

Efter at have plapret løs om mig selv og alle mine tanker og bekymringer omkring min graviditet, sagde hun: Jeg er altså virkelig ked af, jeg ikke har været mere deltagende. Men du skal vide, at jeg er meget deltagende i mine tanker – at du er i mine tanker!

Det kom helt bag på mig. Og gjorde mig også lidt flov. For det første forventer jeg skam ikke, at hun har læssevis af overskud til andre end sig selv og sin lille familie. For det andet tænkte jeg tilbage på, da hun pludselig annoncerede, at hun og kæresten skulle være forældre.

På det tidspunkt var jeg single. Gik i byen hver weekend og havde mest travlt med mit job, og hvor de næste drinks skulle indtages. De veninder, jeg brugte allermest tid på, var veninder, der var samme sted i liv som jeg. 

Og kan faktisk ikke mindes, at jeg overhovedet spurgte til venindes voksende mave – simpelthen fordi jeg ikke anede, hvor meget det som gravid betyder, at veninderne går op i det og spørger til det.  Af den simple grund, at ens første graviditet fylder ALT.

Så da hun havde undskyldt, gjorde jeg det samme. Men har alligevel stadig dårlig samvittighed. For hvor mange gange siden sønnens fødsel har jeg set ham? To, måske tre gange.

Efter vores samtale tænkte jeg på mine andre veninder. To veninder er gravide og lige så langt som jeg. Men andre veninder er for alvor røget i svinget, da graviditeten blev officiel.

Ved ikke, om det er misundelse. Måske er det manglende forståelse for, at mit liv bare ER ændret radikalt på meget kort tid – eller også handler det simpelthen bare om, at mit liv pt. er så markant anderledes end deres.

For jeg gider ikke gå i byen – når klokken bliver 22, vil jeg bare gerne sove. Og ja, min graviditet fylder meget. Måske FOR meget. Men det vil jeg give den lov til – for det er sgu’ et mirakel og ikke nødvendigvis givet, at jeg kommer til at opleve det igen.

Men hvor jeg før var sur og skuffet, så gider jeg ikke være det mere. Slet ikke efter venindes telefonopkald, som på ingen måde dømte mig for at have været præcis lige sådan for mindre end et år siden.