Ok. Ex har så en profil på det dersens MySpace. Har jeg lige fundet ud af. Og så sidder man der med ex ens liv de sidste seks måneder smasket lige op i hovedet.

Hvorfor fanden er jeg så nysgerrig?

Har jo hele tiden holdt på, at jeg ikke vil vide, hvad han laver. Men det ved jeg så nu. Og antallet af drukbilleder og smukke piger viser med al tydelighed, at han så sandelig har levet livet igennem de sidste seks måneder.

Ok, har jo ikke selv siddet herhjemme med hænderne i skødet - og ja, jeg har da også ladet et par ord falde i cyberspace om mit (ny)erhvervede singleliv og diverse flirts. Altså som i herinde.

Men nu var det heller ikke mig, der fik smadret hjerte udover hele lejligheden. Det var til gengæld mig, der sad og græd i dagevis, kastede op så snart jeg prøvede at spise og tabte seks kilo på noget, der ligner en uge. Det var også mig, der måtte pakke mine ting (læs: Stol! -eftersom alle mine ting måtte lade livet til fordel for hans, da vi flyttede sammen. Var ligeglad. Troede jo aldrig jeg skulle flytte igen), finde ny lejlighed (i København, yeah right) med mast arm i slynge på grund af trafikuheld-efter-knust-hjerte.

Og det er ikke fordi, jeg har haft ondt af mig selv. Arhhh, ok, måske lidt. Men det er mere det, at jeg slet ikke kan genkende ham. Overhovedet ikke. For den mand, jeg elskede overalt på jorden og ville give alt, er ikke ham på MySpace.

Slet ikke.

Og det gør mig ked af det. 

For synes faktisk ikke, jeg har lavet de helt drastiske ændringer. Jo, jeg har gået meget ud, men det gjorde jeg også før. Er trods alt kun 28. Og så er jeg blevet klogere. Meget klogere. Men ellers tror jeg egentlig, at jeg er ganske genkendelig.

Og selvom mine veninder siger, at det jo ikke er ham, men nok nærmere en reaktion, så vil jeg ikke give dem ret. For det er jo ham. Men bare en side af ham, som jeg slet ikke kendte. Og det er sgu lidt skræmmende. Og også en lille smule sørgeligt. 

Anyway, fik smasket profil i hovedet på halvårsdagen for vores break-up. Tilfældigt? Aner det ikke. Men da vi gik fra hinanden, sagde han, at vi måske ville finde sammen igen. Måske om et halvt år. Måske om et år. Han skulle bare liiige have tid til at finde sig selv.

Det har han så gjort - på sin helt egen specielle måde.

Ved ikke, om han er blevet klogere. Eller gladere. Men det er jeg til gengæld. Klogere på, at håbet om, vi måske kunne finde hinanden igen, nok ikke lever mere.

 Og er det ok? Ja, det tror jeg nok.

 P.s Har selv oprettet en af slagsen. Altså en MySpace. Tænkte, at når vi nu er så dårlige til at holde vores løfte om at forblive venner i den virkelige verden, så kan vi måske være det i den virtuelle....