- Hvad med den her? Kæreste kigger spørgende på mig og peger på militærmønstret ‘Fatboy‘, der ligger på gulvet.

- Mmmmhhh…! Siger jeg og smiler sødt. Mener selv, det er et ganske ufarligt svar. Hverken ja eller nej. Kærestes ven griner højt.

- Nå, den kan du ikke lide? Spørger han.

Hm! Hvad siger man til det?

Kæreste og jeg er nemlig lige flyttet sammen, hvilket betyder, at de sidste par fridage er blevet brugt på at pakke hans liv ned i kasser. Samtidig har det også været et par dage fyldt med kompromisser.

Ikke fordi vores smag i boliginteriør er langt fra hinanden. Nej, problemet er nok nærmere, at vi begge to har fået samlet så meget lort gennem de sidste par år. Og det skal nu skæres ned, så det kan være i et hjem, hvilket er en mission fyldt med kompromisser.

Således tog jeg også hans bunke af forvasket sengetøj og smed det ud så hurtigt, at han ikke kunne nå at protestere (skal lige nævnes, at jeg samtidig nægter at sove i samme sengetøj, han har ligget i sammen med sin ex!)

Men da han tog den femte dekorerede lerkande frem og spurgte, om den var pæn, mens han i samme åndedræt nævnte, at han havde fået den af sin mor, så gav jeg op

For prøver virkelig at være meget large, så kæreste ikke skal føle, at mine ting er bedre eller pænere end hans.

Det er de nemlig ikke.

Jeg har bare, lad os sige, en lidt anden stil!

Har for eksempel stor svaghed for kunstnerisk udsmykkede porcelænskøer, smølfer af varierende slags og alt hvad der er, ja, pink. Herudover skal kæreste også fremover leve med en make-ubeholdning, der næsten kunne fylde en hel Matas-butik samt en samling af tøj og sko, som p.t har sit helt eget værelse.

Og må nok se i øjnene, at noget af det må lade livet, så der er plads til hans.

Men det er svært. For har i mit seneste halvandet år som single nået at tilegne mig så mange mærkelige vaner i ren protest over ex’ens nærmest diktatoriske forhold til indretning, der gjorde, at jeg i to år levede i et hjem, hvor jeg slet ikke formåede at sætte mit eget personlige fingeraftryk.

Og kom ud af forholdet med én stol! Jep!

Har derfor besluttet mig, da jeg vistnok afslørede mig selv med et noget afvigende svar over den militærfarvede sækkestol, at kæreste må og skal medbringe lige nøjagtigt det, som han holder af og som betyder noget for ham.

Så gør jeg det samme.

Og så kommer vi højst sandsynligt til at bo både sjovt og mærkeligt - men til gengæld bliver det vores fælles hjem og ikke et strømlinet boligkatalog.