Lørdag var det kvindernes internationale kampdag. Og kæmpede min helt egen af slagsen.
Var nemlig i byen lørdag aften. Og flippede. Fuldstændig. På kæreste.
Handlede vist til sidst bare om, at jeg var sur over, jeg var sur. Og var vist noget med en misforstået sms, der satte det hele i gang.
Lyder det en smule latterligt? Og teenageagtigt? Jep, det gør det vist. Kan jeg godt se her dagen derpå.
Var i hvert fald selv kun 15 år, da jeg helt fornærmet vendte ryggen til og skred fra kæreste. Og samtidig forventede, at han ville løbe efter mig.
Hvilket han ikke gjorde.
Og blev så endnu mere pissed!
Har gjort det før – her i spalterne. Hyldet uligestilling. Og vil i lørdagens anledning gerne gøre det samme igen.
Hylder nemlig om nogen mænds og kvinders forskelle, og er af den fuldstændig urokkelige opfattelse, at vi skal hylde forskellene frem for at kæmpe for lighederne. For Gud, hvor ville verden så være et kedeligt sted at være.
Kæreste og jeg er nemlig meget forskellige. Og kunne indimellem få den skrækkelige tanke, at vi er et komplet mismatch.
Han er så tålmodig. Og rolig. Og jeg – indrømmet – lettere hysterisk til tider. Og kæmper min egen kamp over for kæreste. Nemlig retten til at være lidt prinsesseagtigt – bare en gang imellem.
Ved godt, at kvindekampen handler om andre større og vigtigere ting end parforhold. Men får det fysisk dårligt over rødstrømpementaliteten. Seriøst. Blev godt nok først født i slutningen af halvfjerdserne, og har aldrig stået og brændt bh på et bål. Men kunne heller ikke finde på det, for bryster bliver altså bare en smule smukkere i denne anordning.
VIL nemlig have lov til at være ’det svage køn’. VIL have lov til at blive ked af det, når grænser bliver overskredet. Og VIL have lov til at forvente, at kæreste tager over og er den stærke, når verdenen falder ned om ørerne på mig. For det gør den indimellem – og til tider meget højlydt.
Kæreste løb ikke efter mig lørdag aften. Det burde han i min optik have gjort – uanset hvor irrationel opførsel var. Og hvor godt jeg egentlig havde af at blive sat på plads.
Men der er vi så forskellige. Mænd og kvinder. Heldigvis. Eller uheldigvis. Hvem ved?