Bragt i Nyhedsavisen d. 29. oktober 2007 

Ok, hvad er det lige med de der onenightstands. Og hvorfor er det aldrig til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg interviewede godten Søren Bregendahl. Han kan jo nærmest knipse med fingrene, og så står pigerne i kø.

Men hvis en pige går hjem med ham første aften og knalder, så er hun absolut ikke kærestepotentiale. Nej, for en pige skal have stolthed og integritet - og det kan man åbenbart ikke have, hvis man lader sig styre af sin lyst første aften.

Men jeg synes, det er noget, ja, pis. Derfor tog jeg emnet op lørdag aften, da jeg var til tøsehygge. Og efter megen diskussion frem og tilbage, blev vi enige om, at det nok var bedst at lade være med at knalde første gang man møder manden. I hvert fald hvis man gerne vil se ham igen.

Men vi blev også enige om, at det ikke handlede om stolthed og integritet. Nej, jeg har ikke haft mange onenighters, men det er af en simpelt grund. Ofte er sex helt utrolig dårligt i en brandert med en fyr, man ikke kender. Og så har jeg simpelthen ikke lyst til at vågne op ved siden af potentielt dejlig fyr og stinke af bodega med uglet hår og mascara ned ad kinderne.

Det handler ikke om, at jeg gerne vil spille kostbar. Men det kan mændene så vælge at tro, jeg gør. Og fint nok.

Men jeg synes, det er en smule synd, når mænd bare konkluderer, at man ikke kan være kæreste med en pige, man tager med hjem første aften. For så skal I jo bare lade være med at lokke! Det kunne jo rent faktisk tænkes, at vi finder jer så fuldstændigt umulige at modstå, at vi bare ikke kan lade være. Det kaldes lyst, og det behøver ikke at blive degraderet til noget beskidt, der skal gøre os til tabere i et eller andet latterligt spil.