Har næsten 200 venner. Jep. Altså på det der Facebook, hvor man kan opstøve gamle venner og dyrke nuværende på underlig kunstig måde.

Veninde har oplevet ekstra bonuseffekt ved Facebook. Er nemlig blevet inviteret ud af flere gamle flirts, som har fået øjnene op for hende igen.

For singler kan Facebook derfor være et meget nyttigt sted – for andre en smule skræmmende.

For selvom fortid i form af ekskærester og lignende en gang er blevet ’deletet’, så er der stor mulighed for, at den pludselig dukker op igen i cyberspace i form af profilbillede og en ’request’ om at være venner, selvom man virkelig verden blev enige om at lave nutid om til, ja netop, fortid.

Og man siger jo ikke nej til at være nogens ven, vel? Især ikke på denne popularitetsplatform, hvor det er lige meget, om det er de gode eller dårlige af slagsen – bare man har mange af dem.

Derfor bliver det også hurtigt en underlig kunstig verden, hvor man kan klikke sig så meget frem og tilbage i andet menneskes ’liv’, at man til sidst ikke ved, hvad der er op og ned – og ikke mindst rigtigt og forkert.

En veninde er helt i panik over, hvem hendes kæreste har som ’venner’ og har selv oprettet profil som modtræk til det. Anden veninde må slet ikke oprette profil for kæreste.

Begge dele er vel både godt og skidt

Kan selv følge med i, hvem kæreste tidligere har datet, hvordan de ser ud, billeder fra hans og ex’ens ferie, små søde hilsner på hans ’wall’. Og kan jo ikke lade være med at snuse rundt af den simple grund, der kaldes nysgerrighed - men synes egentlig ikke altid, det er ubetinget fedt.

’Og så kan du jo bare lade være, Mia’ tænker I nok!

Men nej, for er selv så hooked, at jeg fortsætter.

Har jo snart over 200 venner – inklusive ekskærester, eks-flirts og så videre.

Men det er lige meget, ikk? Er jo bare i cyberspace, for sjov og betyder ingenting for nogen.

Eller hvad?