Søndag stod TV-vært Kamilla Bech Holten frem i Politiken og fortalte om sin kamp mod kræft. Og om at blive forladt af sin elskede på et tidspunkt, hvor hun netop havde mest brug for ham.
Siden da er kommentarerne strømmet ind. Både her på Avisen.dk, men også i andre dagblade. Og hovedparten handler om, hvor fej Kasper Bech Holten er.
Har selv engang haft den - måske naive - tro på, at kærligheden overvinder alt. Men sådan ser virkeligheden desværre ikke altid ud.
Har nemlig selv prøvet at blive forladt af en, jeg elskede. Var ikke syg, men havde derimod meget svært ved at blive gravid. Da ex og jeg besluttede os for, at nu ville vi have et barn, gik det nemlig ikke skidegodt.
Hormonbehandlinger og gentagende skuffelser over, at det heller ikke lykkedes denne gang, mens - mente jeg - at alle blev gravide, udviklede mig til et dybt usikkert menneske.
- Men det var jo ikke mig. Det er ikke, sådan jeg er! Prøvede jeg at forklare ex. Uden held. For det var jo sådan, jeg var. På det tidspunkt. Bevidst eller ubevidst.
Heldigvis er jeg blevet klogere, og i dag kan jeg godt forstå, han skred.
Og er glad for det.
For er nu mere forelsket og elsker mere, end jeg nogensinde troede var muligt. Men er røvbange. Bange for, at ny kæreste også vil stikke halen mellem benene, hvis virkeligheden pludselig tager sig anderledes ud, end han havde regnet med.
Også selvom han forsikrer mig om det modsatte. Og også selvom, jeg virkelig tror ham.
For vi kan ende i samme situation. Eller jeg kan blive syg. Der kan ske så meget, man ikke selv er herre over, og som unægteligt ændrer en som menneske.
Da min mor fik brystkræft efter 30 års ægteskab, sagde psykologen til min far:
- Jeg håber, I har et stort hus!
- Hvorfor? Spurgte mine forældre.
- For så kan du gå væk, lukke døren og være alene! Forklarede psykologen. Hvilket jeg er sikker på, at min far gjorde mange gange, når det hele blev lidt for meget.
Jeg synes også, det er forkert af Kasper Bech Holten at forlade sin kone midt i hendes værste krise. Men vi ved ikke, hvad der ligger bag. Vi ved bare, at ægteskabet stadig var nyt og skrøbeligt, da sygdommen skilte dem ad.
Det er ikke smukt eller rigtigt. Men det er på en måde forståeligt, for der er bare grænser for, hvor meget man kan holde til, hvis den person, man elsker, ikke længere er den person, man forelskede i. Det er den menneskelige natur.
Uanset hvor fejt eller urimeligt det så end må virke.
Og kærligheden. Den skal nok komme igen. På en eller anden måde. Det er en ting, jeg nu er helt sikker på.