Den enorme velstandsstigning var det 20. århundredes egentlige revolution. Den har banet vejen for et nyt ideal: Supermennesket. I dag kæmper vi nemlig ikke længere for at forbedre samfundet, men for at forbedre os selv

Et spøgelse går gennem den rige verden: supermennesket. Et nyt ideal har taget form og er begyndt at tiltrække menneskene som en magnet. Forestillingen om supermennesket får i dag indbyggerne i den rige del af verden – som i dag findes i enklaver over hele kloden – til at handle, leve og drømme på nye måder.

Forestillingen om supermennesket er - kort sagt - drømmen om at mestre alting, kunne det hele, være fuldkommen. Den er drømmen om at have succes på samtlige fronter. Derfor er supermennesket ikke et bestemt individ. Det er derimod vor tids ideal om, hvad der er rigtigt, forbilledligt og beundringsværdigt.

Supermennesket er sammensætningen af alt det, der gør nogle kolleger til superkolleger, nogle forældre til superforældre, nogle venner til supervenner osv. Supermennesket rummer alle disse sider på én gang og mere til. For som ideal er supermennesket
ikke blot mangesidigt - det er alsidigt.

Alligevel er mange supermennesker for andre. De er ikke inkarnationer af selve idealet om supermennesket, da de ikke er alsidige, men de er ikke desto mindre supermennesker i bestemte henseender og sammenhænge: på arbejdspladsen, blandt forældre, i vennekredsen.

Helt konkret kan vi for eksempel møde et forbilledligt supermenneske på avisens business-sider, hvor hun fortæller om, hvordan hun med planlægning og fokus forener livet som succesfuld direktør med at være mor til tre. Eller vi kan også se ham brillere i et madprogram, mens han fortæller, hvor lidt der skal til for at lave sund og lækker mad hver dag. 

Supermennesket er din nabo
De mennesker, der er supermennesker for andre, findes over det hele og gemmer sig ikke. Ofte er de hårdtarbejdende. Ofte har de succes på arbejdspladsen. Ofte har de familie og børn. Og de har stort set altid mange interesser, gode venner og en sund fysik.

Supermenneskene er altfavnende og altid i gang. De har overskud og viser forståelse i svære situationer. De gør altid lidt mere, kan altid lidt mere, end det der forventes. Men de er ikke superstjerner. De kan tværtimod være din nabo eller din kollega.

Det særligt forjættende og særligt tiltrækkende ved supermenneskene er netop, at de giver os en fornemmelse af, at vi selv kun er ét skridt fra at blive som dem, kun ét skridt fra at blive kendte som supermennesker.

Også du kunne blive fremhævet som firmaets mand eller fremtidens kvinde på arbejdspladsen. Også du kunne provokere offentligt og komme i mediernes søgelys. Uanset hvilken chance, du måtte foretrække, så er den til at gribe.

Mulighedssamfundet
Tidligere bestemte manglerne massernes liv. I dag svømmer vi i muligheder for at købe dit eller dat, uddanne sig til dette eller hint, bosætte sig her eller der. Samfundets enorme materielle velstand har afskaffet fortidens mangler og ændret menneskene.

De store afgørende kampe mod fattigdommen, nøden og manglerne, og for ligheden, indflydelsen og retfærdigheden er i det store hele vundet. Tilbage er kun de små mangler. Alvorlige mangler findes ikke længere. I mulighedssamfundet eksisterer der kun mangel på den ene eller anden form for luksus.

Mulighedssamfundet er betingelsen for fremvæksten af det personlige projekt, der i dag bevæger menneskene i den rige verden. Og supermennesket er kernen og idealet i dette projekt. For efter udbedringen af de samfundsmæssige mangler, er den personlige scene det eneste sted, hvor der endnu findes mangler, det giver mening for den enkelte at udbedre. Kun her er der fortsat behov for virkelige forbedringer.

Kort sagt: Tidligere har samfundet været manglernes hjemsted – nu er individet blevet det.

Fra utopi til supermenneske
I mulighedssamfundet opdager vi derfor individet som en uopdyrket prærie, eller som en legeplads for det kultiveringsdyr, vi kalder mennesket. Her er der endnu meget at kaste sig over! Derfor er visionen om det perfekte, utopiske samfund trådt i baggrunden, mens idealet om supermennesket er trådt frem.

Den enkelte er i dag først og fremmest optaget af et bedre, smukkere og sundere liv. Den enkelte er optaget af at realisere flest mulige sider af supermenneskets alsidighed. Den enkelte er optaget af drømmen om at kunne mere, mestre mere, være mere.

I mulighedssamfundets tidsalder afdækker mennesket sit eget væsen som et princippielt imperfektum. Sammenligner vi os med en hvilken som helst anden person, har vi mangler. Vi kan ikke spille klaver eller holde taler. Vi ser ikke godt ud eller tjener ikke mange penge.

Sammenligner vi os med supermennesket som ideal – altså med sammensætningen af de bedste sider fra alle dem, der er supermennesker for andre – så er der uendelig mange mangler, vi kan udbedre.

Supermennesket er din mulighed og dit nederlag
Sammenligningen med supermennesket er imidlertid ikke gratis. Som det meste i denne verden, har den både solsider og skyggesider. På den ene side er supermennesket årsagen til, at den enkelte har et forbedringsprojekt, som giver mening. På den anden side er nederlaget over for supermennesket altid til stede.

At sammenligne sig selv med supermennesket blander smerte og lyst i den, der sammenligner sig. Supermennesket er vores redning og vores drivkraft, men han er også vores pligt og vores nederlag.

Når vi kaster os så energisk over personlige projekter i dag, er det dels fordi, det giver afløb for overskydende energier, dels fordi det lover os en mere lykkelig fremtid.

Før var manglen en skæbne. Nu er den et potentielt forbedringsprojekt, noget vi kan ændre og udbedre gennem øvelser og indgreb. Kan man ikke spille musik, kan man lære det. Har man en skæv næse, kan man få den rettet. Muligheden ligger lige for.

Både-og er det nye mantra
Både-og bliver derfor det afgørende mantra i mulighedssamfundet. Hver dag hører vi, at man både kan være karrierekvinde og mor, både violinist og handyman, både intellektuel og superelsker.

Enten-eller er gået af mode, fordi et valg altid implicerer et fravalg. Og i et samfund, der bugner af muligheder, er fravalget vanskeligt og upopulært. Fra alle sider får vi jo at vide, at både-og er muligt.

Overalt realiserer supermennesker mulighedssamfundets
mantra. Og grunden til, at de kan sole sig i andres beundring, er netop, at de er i stand til at modbevise den gamle fordom om, at succesrige mennesker må være ensidige (fotomodellen må være dum, karriererytteren må være en dårlig mor eller far, osv.).

Supermenneskene kan netop varme sig i strålerne fra lykken og beundringen, fordi de både formår det ene og det andet. Dagligt viser medierne dem frem, mens andre bukker under i stress. Men alle er de påvirkede af mulighedssamfundets ideal om supermennesket.

Dette essay er skrevet i samarbejde med Karsten Wind Meyhoff og tidligere trykt i Højskolebladet