Religionerne præger igen de europæiske samfund. Det har fået religionskritikerne op af stolen. Men de har misforstået deres opgave, og deres tale er derfor uden virkning.

For en religionskritik, der har forstået sin opgave ret, er spørgsmålet om guds eksistens irrelevant. Problemerne – såvel de politiske som de filosofiske – opstår først, når mennesker foregiver at vide mere om deres gud, end at han eksisterer. Først i det øjeblik en religiøs gruppe mener at vide, hvilke mål deres gud har med menneskene, hvilken moral han foreskriver, eller hvad han stiller i udsigt efter døden, bliver religion et problem.

Det store religionsfilosofiske spørgsmål i vor tid er med andre ord ikke, om det var en immanent naturkraft eller en transcendent gud, der satte ild til lunten og udløste Big Bang. Det er et håbløst spørgsmål, som vi ikke får nogen afklaring på (foreløbig). Til gengæld har vi – her og nu! – brug for igen at lære at forholde os kritiske til alle de ledsagende religiøse forestillinger: Dem der angår hellige skrifter, åbenbarede morallove, profetiske indsigter, udvalgte folk, sjæles udødelighed, præsters hyrderolle, religiøse lederes autoritet, og så videre, og så videre.

Fred være med den teoretiske chance for at der eksisterer en skabergud! Fred være med den principielle mulighed af en intelligent designer! Jeg ved ikke, om disse væsner/krafter eksisterer. Men jeg ved, at hvis de eksisterer, så kan jeg ikke vide noget om dem. For det eneste, vi har tilgang til på denne jord, er en natur, der er stum, og en masse bøger, der er skrevet af mennesker.

Den glemte arv

Nu hævdes det ganske vist, at visse bøger – heriblandt Biblen og Koranen – er skrevet af guder. Såvel den kristne som den islamiske tradition påstår, at deres gud – enten i form af Helligånden (Biblen) eller i form af ærkeenglen Gabriel (Koranen) – har dikteret deres hellige skrift. Alligevel stemmer værkerne ikke overens. Alligevel angiver de forskellige guder som forfattere og forskellige leveregler for menneskene. Og hvordan kan jeg så vide, at det er den ene og ikke den anden, der taler sandt?

Denne type spørgsmål blev regelmæssigt stillet af oplysningstænkere som Voltaire, Lessing og Hume, der ikke havde travlt med at bekende sig til ateisme, men med at stille kritiske spørgsmål. I modsætning til vor tids religionskritikere var ingen af disse tænkere erklærede ateister. Til gengæld var de alle skarpe kritikere af de mange ledsagende religiøse forestillinger om helligdomme, åbenbaringer, profeter, mirakler, og så videre.  

Adskillige oplysningstænkere sneg sig kløgtigt udenom spørgsmålet om guds eksistens for i stedet at spørge deres troende medmennesker om, hvordan de kunne vide, at deres gud havde åbenbaret sig i den ene bog og ikke i den anden, eller hvorfra de vidste, at præsterne ikke havde misforstået det religiøse budskab, eller hvordan det kunne være, at guder i alverdens kulturer havde menneskelignende træk, eller, eller, eller. Kritiske spørgsmål var og er der nok af.

I modsætning til vor tids religionskritikere forvekslede disse tænkere ikke religionskritik med ateisme. De var endnu klar over, at kritisk tænkning ikke er en fast position, men en frit svævende refleksion, der - frem for alt - er spørgende og ikke konstaterende. Netop derfor var de i stand til at befrugte deres medmennesker med den kritiske sans, der afstedkom den enestående sekularisme, der bredte sig i Europa i det 19. og 20. århundrede.

Rødglødende ateister

Hvor kunne vor tids ateister ikke lære meget af disse glemte tænkere! Hvor ville de ikke gøre gavn, hvis de – i stedet for at spilde deres kræfter på hidsig konfrontation og frugtesløse forsøg på at tilbagevise gudernes eksistens – brugte deres overskydende energi på nøgternt at pege på religionernes historiske tilblivelse, logiske cirkelslutninger, psykologiske erstatningsfunktioner, kritisable magtbeføjelser, autoritære tendenser, konfliktudløsende potentialer, og så videre, og så videre.

Vor tids ateister skyder langt over målet, når de retter skytset imod guden i det høje. For at give luft for angsten og forargelsen over religionernes tilbagekomst - eller for at gøre grin med agnostikere, der tillader sig at forholde sig tvivlende - begår de metafysisk overkill: I stedet for at koncentrere sig om de ledsagende religiøse forestillinger, som findes i denne verden, forsøger man forgæves at dræbe guden i den hinsidige verden.

Det er ikke blot naivt, men også dumt! For derved overskrider man grænsen for det, man som menneske kan vide. Resultatet er forudsigeligt: Man mister enhver form for troværdighed som fornuftens talerør, og kan uden problemer klassificeres som en almindelig ”vantro”, der besidder en ”ateistisk verdensanskuelse”, som naturligvis ikke kan gøre mere krav på sandhed end alle andre anskuelser. Et rationelt grundlag kan folk, der mener at kunne udtale sig om det hinsidige (inklusiv dets mulige ikke-eksistens), nemt – og med rette – fraskrives.

Paranoia versus kritik

Nu mener mange ateister ganske vist, at man – på grund af den omsiggribende religiøsitet – er nødt til at stå frem som erklæret ateist og ikke være f.eks. agnostiker. Nogle anser det sågar for at være direkte farligt at tillade, at mennesker forholder sig tvivlende til de store spørgsmål. De tror, at alt andet end den totale afvisning af samtlige religiøse forestillinger åbner kulturens sluser for alverdens religiøse dogmer. Besatte af paranoia bekæmper de således ikke alene religionerne, men også den oplysningstradition, de har travlt med at påberåbe sig.

Reelt er det langt farligere end enhver nok så vaklende agnosticisme at de religionskritikere, der kunne have udarbejdet gode argumenter imod religionerne, gør sig selv utroværdige ved at dyrke en rastløs ateisme, der gang på gang springer over grænsen for den menneskelige viden og udtaler sig om det, vi – per definition – ikke kan vide noget om. For jo mere påståelige ateisterne bliver, desto mere harmløse bliver de også. Intet er nemmere at affeje end negative metafysikere.

Hvis vor tids ateister vil mere end blot at bekræfte hinanden i de holdninger, de på forhånd er enige om at have, så bør de sadle om nu! Vi har brug for igen at lære at forholde os kritiske til den omsiggribende religiøsitet, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi indser, at den kritiske kunst ikke består i at forsvare et ateistisk standpunkt, men i – gennem spørgsmål, kritik, mistro, skepsis, satire osv. – at vække sansen for at tvivle og således undergrave den ukritiske tiltro til ukrænkelige bøger, påståede åbenbaringer, indiskutable morallove, strenge autoriteter, og så videre.

Det gøres ikke ved at stå på sit, men ved at stille kritiske spørgsmål. Ingen ændrer syn på tingene, fordi andre siger, de skal. Men alle er åbne for spørgsmål. Mennesker kan nok være forstokkede og stolte. Men ingen kan undgå, at velstillede spørgsmål nu og da trænger ind under huden og ændrer ens syn på tingene. Det gælder for alle mennesker i alle kulturer til alle tider. Som mennesker er vi dømte til at være åbne overfor spørgsmål. Derfor består den religionskritiske kunst ikke i – på ateistisk manér – at fortælle andre, at de tager fejl, men i at stille de rette spørgsmål.