Det er ikke godt for nogen, at vi fortæller hele verden, at vi mener ét, mens vi gør noget andet. Blasfemiparagraffen er forældet og hyklerisk. Derfor bør den afskaffes.

Den danske Muhammed-krise vil ingen ende tage. Sidste uges begivenheder – det planlagte mord på Kurt Westergaard, genoptrykket af tegningerne i 11 danske aviser, optøjer og afbrændinger i gaderne – har igen sat fokus på ét af vor tids mest omdiskuterede emner: Religionssatire. Men diskussionen er fortsat fuld af falske forestillinger og upræcise begreber. Skal vi lære at navigere i det religiøse minefelt, har vi brug for et mere præcist begreb om, hvad religionssatire er – og hvornår den går over stregen. 

At gøre grin med religion er noget af det farligste, man kan foretage sig i vor tid. Overalt udløser religionssatire følelsesmæssige reaktioner, som andre kommunikationsformer kun kan drømme om. Siden de voldsomme reaktioner på Salman Rushdies The satanic verses, har vi måttet sande, at vi lever side om side med letantændelige troende, som reagerer uforudsigeligt, når satiren slår gnister. 

Falske forestillinger om satirens væsen
Situationen bliver ikke mindre eksplosiv af, at den offentlige debat domineres af forherligende forestillinger om, hvad religionssatire er. Gang på gang hævder offentlige debattører, at religionssatiren skulle være intimt forbundet med oplysningstidens idealer om ytringsfrihed, tolerance og demokrati. Men vi behøver blot at kaste et blik på nazisternes karikaturer af jøder for at indse, at religionssatire lige så vel kan modvirke ytringsfrihed, tolerance og demokrati.

Religionssatire er hverken historisk eller principielt bundet til nogen bestemt ideologi. Den er et våben, alle parter kan bruge – og har brugt – i kampen om magt og anerkendelse. Og så er den for øvrigt meget ældre end oplysningstiden. Derfor giver det ingen mening at fortsætte det uoplyste sludder om, at satire skulle være identisk med oplysning og derfor bør kunne udøves uden grænser.

Grænser for ytringsfriheden
Der bør ikke blot være grænser for satire. Der er også grænser for satire. I Danmark har vi både en racismeparagraf og en blasfemiparagraf, som indskrænker ytringsfriheden. Imidlertid er vores blasfemiparagraf – i modsætning til racismeparagraffen – håbløst forældet. I den hedder det, at ”den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Ifølge denne ordlyd burde de 11 aviser, der i den forløbne uge genoptrykte tegningerne af Muhammed, kunne dømmes. Tegninger driver tydeligvis spot med troslærdomme og gudsdyrkelse (og ifølge paragraffen er det ikke nødvendigt at håne).

Alligevel frikendte Rigsadvokaten Jyllandsposten, da syv muslimske foreninger i 2006 anklagede avisen for at overtræde blasfemiparagraffen. For i virkeligheden har vi en helt anden holdning, end vores blasfemiparagraf fra 1866 giver udtryk for. Reelt mener vi, at man kun bør vise respekt over for mennesker – ikke over for deres (politiske eller religiøse) idéer.

Blasfemiparagraffen er farlig
Den danske blasfemiparagraf er direkte farlig, fordi den åbent fortæller hele verden, at vi mener det modsatte af, hvad vi gør. Når landsdækkende aviser, ledende politikere og de højeste domstole tydeligvis handler efter den devise, at religiøse forestillinger ikke er underlagt nogen særlig beskyttelse i Danmark, så stemmer praksis ikke længere overens med teorien.

Det er hyklerisk, at vi udgiver os for at beskytte religioner ved lov, mens vi i realiteten gør det modsatte. Derfor bør vi hurtigst muligt gøre det klart, at vi de facto mener, at det bør være tilladt at drive spot med troslærdomme og gudsdyrkelse i dette land.

Religionssatiren går først over grænsen, når den bliver del af et propagandaapparat, der bevidst opildner til had imod bestemte befolkningsgrupper på baggrund af deres religiøse eller racemæssige tilhørsforhold – sådan som det skete i 1930ernes Tyskland.