Vor tids fedmebølge vidner med grotesk tydelighed om, at vi – i den rige del af verden – lever et historisk set enestående luksusliv. Vi er indehavere af en købekraft, der er så enorm, at ingen tidligere gruppe i verdenshistorien har turdet drømme om noget lignende! Set i et større perspektiv lever vi alle fedt. Rigtig fedt. Kroppens udbulinger taler deres eget tydelige sprog.

I løbet af de sidste 150 år har vi ændret menneskelivet på dramatisk vis. Vi har gjort jorden til vores ressourcelager (som vi frit kan bruge af), maskinerne til vores slaver (som vi frit kan udnytte) og dyrene til vores proletariat (som vi frit kan undertrykke). Derfor er vi reelt blevet så aflastede, at det ikke længere giver mening at udlægge vores eksistens ved hjælp af de gamle begreber om mangel og nød.

Som købestærke konsumenter handler vi ikke længere af nød – men efter smag og behag. Lunerne har erstattet nødvendighederne. Iskagerne har erstattet kartoflerne. Som de forkælede velfærdsbørn, vi er, kender vi overhovedet ikke til reelle mangler længere – men kun til mangel på den eller anden form for overflod.

Slaraffenland? 

De indkøbscentre, vi har bygget overalt, er endt som enorme ædestationer. Det Slaraffenland, vi har gjort til virkelighed, er endt i lutter lagkage. Og det er – som bekendt – svært at trække vejret gennem flødeskum uden at komme til at sluge noget af det.

Hvem kan det da undre, at købestærke konsumenter, der lader sig fragte fra ædegilde til ædegilde i selvkørende maskiner, bliver federe og federe? Hvem kan endnu blive overrasket over, at forkælelse avler sine egne problemer? Hvem kan endnu ikke se, at der eksisterer en ligefrem proportionalitet mellem overflod og overvægt? Jo rigere, desto federe! 

En lukket fest

Ifølge legenden bugner Slaraffenland af mad. For at komme ind skal man ligefrem æde sig igennem et bjerg af boghvedegrød. Det er svært nok! Men i dag kan selv de mest sultne mennesker ikke æde sig igennem den stålhårde jernmur, der adskiller den rige verden fra den fattige.  

De kapitalstærke lande – hvoriblandt USA udmærker sig ved sin latterligt lave ulandsbistand – har skabt deres egen aflåste luksusverden. Den bebos af omtrent halvanden milliard mere eller mindre fedladne kroppe. Udenfor lever det tredobbelte antal mennesker.

Kan man stoppe en fedmebølge?

EU, der er en verdens rigeste sammenslutninger, satser nu massivt på oplysning og forskning i fedme. Det er det eneste middel, de har. Men hvis vi ser på USA, så lader det ikke til at have nogen effekt. Gør vi som amerikanerne, får vi blot en fanatisk fitnessbølge som en krusning på toppen en langt større fedmebølge. Mange surfer allerede på fitnessbølgen, men de fleste hviler samtidig på den større og mægtigere fedmebølge.  

Hvad kan vi stille op? Tilsyneladende findes der kun ét middel, der med sikkerhed vil være effektivt. Hvor horribelt det end måtte lyde for de fleste, ser det ud til, at vi kun kan stoppe fedmebølgen ved at omfordele verdens goder! Det ville ikke alene redde de fattige, men også os selv. For da oplysning ifølge alle tilgængelige prognoser vil spille fallit, består den vestlige verdens eneste brugbare slankekur i at sende sine penge til Afrika. 

Fedt eller fattigdom

Det lader faktisk til at være nødvendigt at kanalisere noget af vores overflod ud til mere tørlagte områder, hvis vi skal undgå at mange af os - og sandsynligvis de fleste - ender som de oppustede og passiviserede stakler på Breughels gamle maleri "Slaraffenland", eller som de overdimensionerede amerikanske bikinidamer ovenfor. 

Fedmebølgen, der ruller ind over os som en gigantisk lavine, lader sig ganske enkelt ikke holde tilbage af en nok så velment oplysningskampagne. I stedet for at genbruge gamle standardløsninger, bliver vi nødt til at udvikle nye løsningsmodeller, der er tilpasset problemet. At omfordele verdens goder er tilsyneladende den eneste reelle løsning.