’Jeg kan dokumentere, at jeg bestilte tegninger, ikke karikaturer’, påstår Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose. Men det kan han faktisk ikke!         

I søndags anklagede Jyllandsposten kulturredaktør Flemming Rose tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen for at lyve og DR for at støtte hans løgn. I forgårs hævdede Jyllandsposten, at de har kendsgerningerne på deres side. I går blandede Politiken sig i debatten. Faktum er imidlertid, at Jyllandsposten ikke har kendsgerningerne på deres side – og at deres moral næppe er bedre end Ellemanns.  

Sagens kerne er en strid på ord. Uffe Ellemann Jensen hævder i et radioforedrag, at Flemming Rose ’bestilte karikaturer’ af Muhammed. Derimod mener Flemming Rose at kunne dokumentere, at han blot ’bestilte tegninger’ og altså ikke eksplicit bad om karikaturtegninger. Men nu har ord jo også implicitte betydninger. 

Ingen dokumentation   

Hvis en ægtemand bestiller ’massage’ på en massageklinik, hvor han ved der arbejder prostituerede, kan han så dokumentere overfor konen, at han blot bestilte ’massage’, ved at henvise til at det var det ord, han anvendte? Hvis Flemming Rose bestiller ’tegninger’ hos bladtegnere, som han ved ofte laver karikaturtegninger, kan han så dokumentere overfor offentligheden, at han blot bestilte ’tegninger’, ved at henvise til at det var det ord, han anvendte?

Selvfølgelig kan han ikke det! Det, der skal dokumenteres i denne sag, er slet ikke kun hvilke ord, der står skrevet sort på hvidt, men også hvilken betydning de skrevne ord har i den givne sammenhæng! Det må gælde, uanset hvad man ellers måtte mene om Jyllandsposten, DR, Politikken, Flemming Rose, Thøger Seidenfaden, Uffe Ellemann Jensen og – ja, Muhammed. 

Rose tager fejl af sagens kendsgerninger

At Flemming Rose mener at kunne dokumentere, at han ikke bestilte karikaturer, ved at henvise til den nøjagtige formulering af det brev, han sendte til bladtegnerne, svarer til at ægtemanden ville forsøge at dokumentere, at han ikke bestilte sex, ved at henvise til den nøjagtige formulering af en mail, han havde sendt til bordellet. Det er ikke blot utroværdigt. Det er også ynkeligt!

Flemming Rose tager ganske enkelt fejl af sagens kendsgerninger. For det er en kendsgerning, at betydningen af et ord, aldrig er uafhængig af den situation, hvori det siges eller skrives. Men det er ikke en kendsgerning, at ’tegninger’ aldrig reelt kan betyde ’karikaturtegninger’ – og da slet ikke når afsenderen er kulturredaktør og modtagerne er bladtegnere, hvoraf mange er kendte for at tegne karikaturer! 

Roses hykleri

Selvfølgelig var Flemming Rose klar over, at han højst sandsynligt ville modtage indtil flere karikaturtegninger, når han bad de danske bladtegnere fremstille Muhammed. Han kunne trygt regne med, at de fleste bladtegnere ville læse hans brev på en helt anden måde end f.eks. en gruppe impressionistiske malere.

Derfor er det hyklerisk, når Flemming Rose nu påstår, at han aldrig har opfordret til at tegne karikaturtegninger. Sagens kendsgerninger – som ikke blot indbefatter teksten men også konteksten – afslører hans ’dokumentation’ som uholdbar. Fakta taler ikke for kulturredaktørens påstand, men imod den.

Hvad er der galt med karikaturer?

Imidlertid må man undre sig over, hvorfor Flemming Rose ikke vil indrømme, at han reelt var ude efter karikaturtegninger. Er det ikke længere en del af kulturredaktørens kamp for ytringsfrihed, at der skal være plads til den slags i et demokrati? Er det ikke længere en betingelse for at deltage i et demokrati, at man finder sig i hån, spot og latterliggørelse?

Det virker mildest talt utroværdigt, når Rose påstår, at hans angreb intet har at gøre med hans betændte forhold til Uffe Ellemann Jensen. Havde han mon reageret lige så overfølsomt, hvis det samme ordvalg var forekommet i en støtteerklæring fra Ayaan Hirsi Ali eller Salman Rushdie? Næppe!  

Et spørgsmål om moral

Ellemann har ikke udvist den bedste moral i denne sag. Han fremstår som en, der kun fortæller den halve sandhed. I stedet for at antyde, at Rose bogstavelig talt havde ’bestilt karikaturer’, kunne han sagtens have gjort det klart, at Rose i sit brev faktisk skrev ’tegninger’, men at konteksten gjorde, at flere af de adspurgte med største sandsynlighed ville læse brevet som en opfordring til at tegne karikaturer.

Omvendt fremstår Flemming Rose som skinhellig. På den ene side påstår han, at sagen på ingen måde er en personsag, men udelukkende drejer sig om faktuelle kendsgerninger, selvom der næppe kan være tvivl om, at han havde reageret anderledes, hvis ordene kom fra en anden. På den anden side fordrejer han sagen kendsgerninger ved at reducere den samlede mængde af kendsgerninger til dem, der passer ind i hans kram – som om ordlyden i brevet skulle være den eneste kendsgerning i denne sag. 

Ak, moralen i den offentlige debat her til lands går på krykker.