I disse tider, hvor udviklingshæmmede og ældres forhold gang på gang udstilles som utidssvarende og kritisable er det værd at kigge på, hvem der ellers kan betragtes som ressourcesvage i det danske samfund.

Der er mange grupper, men en gruppe som vi alle falder over på daglig basis, bl.a. her på bloggen, er politikerne og i særdeleshed lokalpolitikerne.

Dette er ikke en kritik af lokalpolitikerne, men af de rammer vi som demokrati tilbyder dem. Forestil dig at sidde i f.eks. Københavns Kommunes Teknik- og miljøudvalg, der bl.a. står for behandlingen af byggesager og lokalplaner. Som eksempel på, hvor betændt et sådant hverv kan blive er den verserende NCC-sag.

Sagen er den, at lokalpolitikere stort set er frivillige, der tilbyder at yde en indsats for den kommune, de bor i. Det er et prisværdigt engagement, som man ikke skal kimse af.

At de skulle være særligt ressourcesvage, kan måske lyde mærkeligt, men sagen er den, at de taget deres ansvar og betydningen af deres ageren i betragtning ligger nederst i magtpyramiden, når et kommer til midler.

Når et stort selskab som f.eks. NCC VIL have deres nye hus opført, så gælder der kun en ting for NCC og det er at sikre sig politisk flertal for byggetilladelse og ny lokalplan - koste hvad det vil inden for lovens rammer forstås.

Eller når investeringsforeningen Realdania vil have lov til at bygge sit nye domicil på Københavns centrale havnefront, som elelrs er reserveret helt andre formål, så gælder der kun en ting - retten til at bygge - koste hvad det vil.

Byggesager og ikke mindst lokalplaner er oftest dybt komplekse sager, hvor en nærmest uendelig række af hensyn skal inddrages i beslutningsprocessen. Det tager tid, og har man som lokalpolitiker ikke et forhåndskendskab til lokalområdet, grunden der ønskes bebygget såvel som en lang række andre spørgsmål af relevans, ja så kan man nemt drukne.

Konsekvenserne er mange, men jeg vil fremhæve to:

1) Enten følger man strømmen eller partidisciplinen og stemmer mere med fødderne end med fornuften og de rigtige hensyn.

2) Eller også allierer man sig med indsigtsfulde folk. Disse er desværre ofte bygherren eller investoren, der selvfølgelig har uanede ressourcer til at forberede sagerne. Man indleder et mere eller mindre formelt forhold til investoren. Måske er denne ageren ikke rettet mod den konkrete sag, men med henblik på fremtidige alliancer, der kan bidrage til, at politikeren kan få realiseret nogle af sine egne sager og prioriteringer. Politikeren har intet at handle med andet end forventningen om støtte til andre projekter i fremtiden.

Hvad kommer der ud af det? Der kommer det ud af det, at mange sager aldrig bliver behandlet i henhold til normale offentlige hensyn, men perifere hensyn, der i den aktuelle sag alene imødekommer investoren og bygherren, der nu har givet uformelt tilsagn om at træde til i fremtidige sager.

Ofrene for de ressourcesvage politikeres nødvendige alliancer er byerne, borgerne og offentlige hensyn.

Hvad skal vi gøre ved det? Der er ikke rigtig regler på området. Problemet forventes løst ved den enkelte politikers etik. Er det holdbart? Det er altid en nødvendig betingelse for et åbent, gennemsigtigt demokrati, men det er ikke en tilstrækkelig betingelse for et sundt styre. Der skal mere til:

1) Der er brug for registrering af alle politikeres samarbejdspartere, bidragsydere, lobbyister osv.

2) Der er brug for, at hver kommunalbestyrelse vedtager et etisk regelsæt for omgang med investorer, bygherrer, grundejere osv. så borgerne og skatteyderne har større garanti for, at byens og offentlighedens interesser ikke ofres på studehandlernes maghonibord. Dette vil også skabe større respekt om politikernes renomme.

3) Lokalpolitikere skal betales langt bedre. Måske en reel årsløn, der afspejler, at vi som borgere rent faktisk forventer seriøs ageren.

Lad det stå som en opfordring.