”EUROPAS BEDSTE”, står der med versaler, når jeg træder ind i min lejlighed. Og nej, det er ikke et mantra, jeg har plastret min væg til med i Nyhedsavisens kamp om – og tro på – at blive kontinentets bedste avis.
Det er såmænd Europas bedste anno 1992, der smiler til mig. Hele holdet i jævnt sløret tilstand overvåger mig, når jeg træder ind på eget domæne.
Det vil sige, når jeg træder ind på min kærestes og mit domæne. For sådan hedder det nu, når han er flyttet ind.
Og det er også i den forbindelse, at fodboldgutterne i bogstaveligste forstand kommer ind i billedet. For i forhandlingerne om at gøre to hjem til ét fælles blev den slidte plakat med tegnestiftshuller den ting, han valgte at frede med en talismand mod senere hjemsending i ørådet. (Et øråd hvor jeg måtte ofre min globus med lys i – den havde i det mindste en funktion!) Men plakaten var altså hans kæreste eje.
I begyndelsen nægtede jeg kategorisk, at plakaten skulle ind for lejlighedens vægge. Farverne er falmet i samme grad som datidens rød-hvide helte. Spillerne er uskarpe og ualmindeligt utjekkede. Alligevel var plakaten ikke til forhandling. Den skulle hænges på et synligt sted, ellers kunne vi lige så godt droppe tanken om at flytte sammen. Lidt af et veto-kort at smide, vil jeg mene.
Og nu hænger den der så. Jeg må indrømme, at det gjorde en lille bitte smule ondt (nej, faktisk en stor smule), da den blev hængt op i entreen, der indtil da havde været overskygget af alskens Marc Jacobs-stiletter.
Nu har jeg snart haft en måned til at vænne mig til synet af en beløjet Brian Laudrup og en bøvet Kent Nielsen (markeringsspiller AGF, 54 kampe for Danmark – lidt har jeg fået ud af det, efter jeg troligt har terpet navnene på det danske hold ) men jeg har stadig svært ved at acceptere, at de er det sidste, jeg ser, når jeg går hjemmefra, og de første til at hilse mig velkommen hjem igen. Mon jeg vænner mig til dem, eller skal jeg vente på, at den grå stæhr kommer flyvende?
Det er meget sandsynligt, at min manglende forståelse og manglende evne til at værdsætte dette pragtstykke hænger sammen med, at jeg er kvinde, for flere af hans venner har højlydt udtrykt deres begejstring, og jeg har flere gange oplevet, at folk er interesseret i at købe klenodiet, som det så smukt bliver benævnt.
Havde det nu bare været Fredrik Ljungberg, så havde situationen set ganske anderledes ud.
kh
Mette