Den som tier samtykker, siges der. Og lige nu tier Løkke og hans regime – de samtykker altså.

Under Muhammed krisen, påstod regeringen, at det var ok at håne muslimske værdier, fordi det var en del af ytringsfriheden.

Men præsic hvad er det for en ytringsfrihed regeringen kæmper for?

I Iran er der lige her og nu millioner af mennesker, som risikerer deres liv, fordi de gerne vil have ret til et frit valg, men hvilken støtte giver vores danske regering disse mennesker?

Har vores danske regering indkaldt den iranske ambassadør til en kammeratlig samtale, og fortalt ham, at man ikke slår mennesker ihjel, fordi de går fredeligt på gaden og brokker sig?

Har vores danske regering indkaldt den iranske ambassadør for at fortælle ham, at man i Danmark værdsætter et demokrati, hvor folk har et reelt valgt?

Nej, det er endnu ikke sket. Det kan godt være, at regeringen siger, at den støtter ytringsfriheden. Men den eneste ytringsfrihed de aktivt har støttet, er ytringsfriheden til at håne muslimer.

Men nu, når millioner af iranere risikerer deres liv for en reel ytringsfrihed, er regeringen tavs overfor det iranske styre. Den lovprisning, som vores danske regering har overfor ytringsfriheden, forekommer derfor som værende meget tom, og uden reel værdi.

Den som tier samtykker. Når folk i Iran dør for deres ytringsfrihed, så tier vores danske regering overfor de iranske magthavere. Vores danske regime samtykker altså, og accepterer altså, at folk skal dø, hvis de ønsker ytringsfrihed.

Iranerne spørger, hvor er deres stemme?

Vi i Danmark bør spørge, hvor er vores stemme?