Som kommentar til min forrige artikel, har jeg fået et udsagn om, at ”liberaliseringen kan udføres på mange måder, f.eks ved at man direkte giver tilskud til en virksomhed, for at sikre uddelingen af posten”.
Men hør, hvilken glæde har den danske forbruger af dette?
Som nævnt før, så har Post Danmark et overskud ved at bringe post ud i byerne, mens det giver underskud, at bringe post ud i landdistrikterne.
Hvis man liberaliserer posten, så giver man dele af overskuddet væk til andre firmaer, hvilket betyder, at Post Danmark så må forventes enten at skære i service, eller køre med underskud.
Hvilken glæde har forbrugeren så af, at staten giver penge til Post Danmark, for at sikre at posten bringes ud? For hvis Post Danmark kører med underskud, giver det så mening, at sænke prisen på frimærkerne?
At give penge til Post Danmark for at dele posten ud, er altså ikke noget, som på nogen måde vil være til glæde for forbrugerne. For konsekvensen ville jo så være, at man betalte et tilskud over skatten til Post Danmark – et tilskud som man giver, fordi man ønsker at forære penge til private virksomheder, så de kan dele posten ud i Danmark.
Ville det ikke være nemmere, bare at forære dette tilskud direkte til de private virksomheder?
Og hvis man nu endelig skulle være interesseret i, at prisen på frimærkerne skulle falde, så kunne man jo også give dette tilskud direkte til Post Danmark, uden at liberalisere markedet. For så ville Post Danmark jo have råd til at sænke priserne på posten – men det ville selvfølgelig betyde, at posten ikke blev liberaliseret, men til gengæld ville dette tilskud være til glæde for de private forbrugere!
For er der virkelig nogen som tror på, at hvis man skal give et tilskud til en virksomhed, for at sikre udbringelsen af posten, at der så vil være penge til at sænke priserne til glæde for forbrugerne?