og tag stilling, men vær ikke flov over, ikke kunne forlige jer med tanken om at sige konsekvent NEJ til andre, end de nærmeste pårørende!

En af min venner har doneret en nyre til et voksent barn, og var i store følelelsesmæssige kvaler, men alt forløb dog til begges fordel og tilfredshed, men donoren, der er i tresserne, skal fremover leve med et svækket immunforsvar, hvilket hun dog gerne gør, selvom hun er opereret 2 gange siden, netop fordi det er et menneske hun er følelsmæssig engageret i.

I forlængelse af Erik Hulegaards tankevækkende indlæg, kunne jeg ønske mig, at vi også ta r stilling og debatterer, om vi nu også kan have fuld tillid til lægernes moral og etik.

Læger skal bevare liv, men HVIS liv?!

Siger ikke,  at det behøver at være tilfældet, og det overhovedet forekommer, men hvis en læge mangler et organ (og erfaring,  sommetider evt. endda lidt ekstra eksperimentering) kan det så ikke blive FOR nemt at afslutte et liv til fordel for et andet?!

Er det så ikke for nemt  bare at slukke for en respirator med en trafikskadet person???

Sunny von Bülow ligger jo stadig i respirator en 20-30 år efter hendes mand blev mistænkt for mordforsøg, og man har jo set folk vågne op efter årtier. Ikke at det er eftertragtelsesværdigt i vor tekniske og moderne tidsalder, meeen.....

Er det ikke lægernes moral, der egentlig burde være til diskussion, og er lægers moral meget bedre, end f. eks. den vi ser i finansverdenen, når det kommer til stykket?!

Hos hverken præster, læger eller sygeplejersker er embedet forbundet med et kald nu til dags, men måske udelukkende et mer eller mindre interresant levebrød.

Vi er alle mennesker på godt og ondt, og som bekendt er der både psykopater og brådne kar allevegne.

Tør vi overlade vores dyrebare liv i et eksv. skruppelløst menneskes hænder, der hungrer efter prestige???