Blodhævn er ubarmhjertig, og det er den her film også. Det skal den være for, at vi forstår, hvad der er på spil, når familier i Guds navn påkalder sig retten til at hævne, selvom alle ved, at det er dødsspiral uden ende.
Den 33-årige Omar Shargawis filmdebut foregår på det multietniske Nørrebro. De rivaliserende familier er muslimer med kriminelle forbindelser og en fælles fortid i et krigshærget Libanon, hvor fordømmelserne mellem sunni-og shiamuslimer er underskrevet med blod og således er svære at lægge på hylden i et ellers fredeligt Danmark.
Ikke at 'Gå med fred Jamil' er en autentisk historie. Men langt fra virkeligheden er den heller ikke, selvom man må huske på, at blodfejder kun foregår i de mest ekstreme miljøer.
Et ben i hver lejr
Det er derfor stærkt og modigt af en ukendt, debuterende instruktør at løfte låget for et så tabuiseret tema, som hvad der egentlig foregår mellem visse fanatiske muslimer, når de i moderne tider griber til en 1400 år gammel hævn-skik. Omar Shargawis fordel er, at han selv er halvt palæstinenser, halvt dansker. Han har altså et ben i hver lejr, i kulturmæssig forstand, og han magter derfor at servere historien om den fredløse Jamil overraskende objektivt og ufordømmende.
Instruktørens budskab er naturligvis, at drab kun avler drab, men undervejs føler man alligevel med stort set alle parter, den ene mere stolt og arrig end den anden.
Selv de mest rabiate udsagn om vold og gengæld giver mening, fordi filmen langsomt, men sikkert, guider sit publikum til en forståelse af de impliceredes bevæggrunde. Både religiøst og kulturelt.
Ude af kontrol
Jamil, spillet med piblende pande af debutanten Dar Salim, gør indledningsvis dét – som hans far set i filmens kontekst – burde have gjort for længst. Han tager blodig revanche for mordet på Jamils mor. Dermed åbner han selv døren til en krig ude af kontrol, for blodhævn er en nådesløs boomerang, og snart eskalerer ikke alene vold, men også det psykiske pres og de samvittighedskvaler en sådan blodfejde sætter i søen. For Jamil har selv en familie at passe på, og det ved hans fjender godt.
Jamils far (spillet af instruktørens far, Munir Shargawi) er den eneste, der forsøger at holde hovedet koldt og minde om, at også muslimernes Gud går ind for tilgivelse. Men det er umuligt at mægle i en fastlåst konflikt, hvor parterne er klemt af (vildfaren) religiøs retfærdighedssans, et kriminelt miljø og ikke mindst en enke, der personligt opfordrer vores hovedperson til at hævne.
Arabisk temperament
'Gå med fred Jamil' er 12 timers blodfejde optaget på autentiske locations på Nørrebro og Vesterbro, hvilket giver filmen en realistisk fornemmelse af, at selvom Nørrebrogade som regel er ganske fredelig, så ved man aldrig helt, hvad der foregår i de små sidegader. Omar Shargawi er tidligere fotograf. Det ser man.
Sjældent byder en debut på så gennemført en visuel og stilistisk form, der i sin stemningsfyldte og farvetonede fotografering nærmest får én til at tro, man er landet i Beirut.
'Gå med fred Jamil' dufter og smager som Mellemøsten. Også sprogligt, hvor arabisk blandes med dansk på eksotisk vis. Filmens største styrke er evnen til at veksle mellem det håndholdte kamera, rystende og abrupt klippet, når der er fare på færde, og så pludselig skifte til eftertænksomme scenarier af stor billedmæssig skønhed.
Her afsøger filmen for alvor det arabiske temperament. Hidsig det ene øjeblik, rolig og poetisk det næste. En pointe i sig selv, når man nu ved, hvor kort der er fra kærlighed til had. Hvor hurtigt ven kan blive til fjende.
'Gå med fred Jamil' har denne kloge bagtanke. At der heller ikke er langt fra had til kærlighed. Fra fjende til ven. Hvis bare nogen vil komme til fornuft – og først og fremmest begrave fanatismen.