Som sædvanligt var Nytårskoncerten fra Wien den rene fløde for øregangene, og ikke den værste måde, man kan starte et nyt år på.

Men ikke alle dirigenterne i denne glimrende turistreklame for den skønne by, hvorfra vi også husker Orson Welles som "Den tredje mand", og  hvor koncertsalen er fyldt med de skønne blomster indfløjet fra San Remo, har samme karisma og elegance som  amerikaneren Lorin Maazel.

 http://www.bach-cantatas.com/Bio/Maazel-Lorin.htm

hvor både repertoiret, elegancen og de humoristiske indfald  er i højsædet, når han har fat i dirigentstokken.

I år var det den 83-årige franskmand  Georges Prêtre, der dirigerede Wiener Filharmonikerne og selvom han var ungdommelig af sine 83 år, og Maazel heller ikke er nogen årsunge længere, såe manglede der altså ligesom noget.

Dette udefinérbare som ikke rigtig kan forklares, og hvor erstatninger ikke bare accepteres.

Det føles lige sådan, når jeg lige har set den gudsbenådede komiker Dirch Passer, og bagefter konfronteres med Casper Christensen, Jan Gintberg, Anden og hvad de andre stand-uppere ellers hedder i dag.

Erstatning er ordet, eller er det bare alderen, der tynger?!