Af og til nævnes begrebet 'fattigdom' i tidens medier. Der diskuteres, hvorvidt der i Danmark overhovedet findes fattigdom i gængs forstand. Der er endda blevet lavet en række undersøgelser i løbet af de sidste år, fordi man havde en begrundet mistanke om, at forskellen mellem laveste og højeste indkomster var blevet større.

Derfor blev så forskellige kræfter som Socialforskningsinstituttet, Det Økonomiske Råd, Arbejdernes Erhvervsråd, Center for Alternativ Samfundsanalyse, Københavns Kommune og flere andre sat på opgaven.

Skal man samle undersøgelsernes resulater må vi konstatere, at afstanden mellem indkomstsgrupperne er blevet markant større.

Som redskab til anskueliggørelse af netop denne forskel har vi begrebet 'udjævningsprocent', kort fortalt forskellen mellem højeste og laveste indkomst. Udjævningsprocenten beskriver helt konkret hvor stor en andel af den højeste disponible indkomst der skal overføres til den laveste disponible indkomst for at få en absolut lige indkomstfordeling. I 1990 var den maksimale udjævningsprocent på 22,6, i 2006 er den steget til 26,2%.

Så langt så godt. Den økonomiske ulighed er altså beviseligt blevet større. Men er det ensbetydende med, at der er fattigdom i Danmark? Teknisk set er der jo under ingen omstændigheder tale om noget der tilnærmelsesvist ligner tilstandene i eksempelvis Sierra Leone eller Zimbabwe, hvor op til 60% af befolkningen lever for under en dollar om dagen, så i vore såkaldte industrialiserede samfund har vi valgt at anvende begrebet 'relativ fattigdom'.

Dette begreb dækker over en simpel matematisk model. Man finder den disponible medianindkomst: 50% af befolkningen har disponible indkomster over denne grænse og 50% har disponible indkomster under denne grænse. Medianindkomsten er altså med forbehold gennemsnitsindkomsten i et samfund. Den relative fattigdomsgrænse sættes i relation til medianindkomsten, og her har vi i Europa to standarder for målinger og analyser. OECD har sat grænsen for relativ fattigdom ved 50% af medianindkomsten, EU har sat den ved 60% af medianindkomsten.

I Danmark var den årlige disponible medianindkomst i 2006 på kr. 158.800,-. Efter OECDs standard er man derfor fattig, hvis man har en årlig indtægt under kr. 79.400,-. Efter EU-standarder ligger grænsen ved 95.280.

Som faste læsere vil vide har vi i Kjeldsens Korridorer en svaghed for statistik. Kjeldsen betragter statistikker som smukke haver fyldt af interessante blomster, som det er frit for enhver at plukke og stille frem til beskuelse. Der er det gode ved blomster, at deres skønhed i sig selv er en lise for den ansvarsbetyngede, klædeligt skandinavisk mismodige forbipasserende. Således taler statistikkernes tal også deres eget sprog. Faktisk er der ingen  grund til at spilde tiden på bebrillede analyser og fipskæggede politiske kommentarer.

De nyeste indkomststatistikker godtgør, målt efter EUs standarder, at 490.000 danske statsborgere lever under grænsen for relativ fattigdom, svarende til 11% af alle skattepligtige indtægter. Populært sagt er hver tiende dansker fattig, lever med en årsindtægt på under 95.280 kr. Med andre ord: 1 ud af 10 mennesker du møder på din vej gennem byen og livet er fattig.

Til oplysning kan nævnes, at der i Danmark er 3.557.786 fuldtidansatte lønmodtagere mellem 16 og 65 år.

Dette er de tørre tal. Jeg vil overlade analysen og konklusionerne til dem, der mener at have forudsætningerne - og brillerne og skægget - til at kunne gøre noget sådant.

Kommentarer er velkomne.