05.02.2007

Trads som manipulator og rygklapper for Fogh

Det er med stille undren jeg konstaterer, at chefredaktør David Trads manipulerer fuldstændig hæmningsløst i sit indlæg i Nyhedsavisen 5.februar i forsvaret for avisen vilde angreb på Danmarks Radio og på filmen ’Den Hemmelige Krig’ af Guldbrandsen og Giversen.

Danmarks Radio beskyldte ikke for 2 måneder statsministeren for at bryde Grundloven ved at lyve for folketinget og  anbefalede ham ikke stillet for Rigsretten.  Men filmen stillede berettigede spørgsmålstegn ved, om stats- og forsvarsministrene har informeret Folketinget fyldestgørende og korrekt. Og en folkeretsjurist sagde i filmen, at forkert information af Folketinget kunne bringe ministre for Rigsretten.  Det er noget andet end at Danmarks Radio beskylder.. (osv)’

Filmen konstaterer ikke, at danske soldater mere end to gange har udleveret fanger til amerikanerne. Men en den amerikanske afhøringsofficer Hogan udtaler i filmen, at han har set soldater med skuldermærke af danske flag aflevere fanger – måske 5-6 gange.  Denne oplysning valgte regeringens spindoktorer at besvare med en – viste det sig: forkert – påstand om at de danske soldater aldrig bar flagmærke under operationer. Dette skabte naturligt nok hos pressefolk og en del af os andre interesse for at få efterprøvet, om Hogan havde ret i, at udlevering havde fundet sted mere end 2 gange.

Filmen viser med en til vished grænsende sandsynlighed, at de 31 afghanere, som danske soldater tog til fange 17.marts 2002 og udleverede til amerikanerne efterfølgende blev mishandlet under amerikansk varetægt i Kandahar. Og derefter blev frigivet, fordi de viste sig være en del allieret styrke og ikke modstandere! Det er rent ud fantastisk, at David Trads og journalist Simon Andersen – sammen med regeringen - stadig ikke finder det godtgjort, at mishandling af disse fanger fandt sted, selv om der er klare vidneudsagn fra fangerne og rapporter om netop denne sag fra FNs særlige rapportør om tortur samt Amnesty International.   

Det er også overraskende, at Nyhedsavisen vil afvise, at tortur fandt sted i Kandahar i begyndelsen af 2002, når en dansk tolk har berettet herom, og der i amerikanske arkiver er fundet erklæringer – afgivet hjemme i USA under vidneansvar - fra en halv snes amerikanske afhøringsfolk om at sådanne mishandlinger fandt sted netop i de første uger af 2002.

Nyhedsavisens forsøg på at dementere torturanklagerne ved at hægte sig op på netop den afhøringsofficer, som ikke har udtalt sig under vidneansvar, og som regeringens spindoktorer straks efter filmens fremkomst søgte at gøre utroværdig, er intet mindre end bizart.

Det er Nyhedsavisens dækning, der er udtryk for klare journalistiske svigt og har udviklet sig til en kampagnejournalistik til fordel for regeringen, som den i øvrigt havde stærkt brug for netop nu.

Sandheden er efter min opfattelse følgende:

Det er totalt utroværdigt, når Statsministeren vedvarende hævder, at regeringen forud for episoden 17.marts 2002 ikke havde anledning til at tvivle på, at fanger, udleveret til amerikanerne, ville blive behandlet humant og i overensstemmelse med Geneve-konventionernes principper. Rumsfelds og Bush’s erklæringer åbnede ladeporte for krænkelser. Den dansk udsendte tolk fortalte sine overordnede om, at han havde set overgreb. Og der var i dansk og international presse i januar og februar en lang række historier om overgreb. Alt dette burde have fået regeringen til at kræve kontante garantier for behandling af fanger, vi havde taget, eftersom den danske regering efter folkeretten selv bryder Geneve-konventionerne, hvis den udleverer fanger til en anden magt, der ikke har evne eller vilje til at overholde disse.  Men regeringen svigtede sine tilsagn til Folketinget om at sikre konventionernes overholdelse, fordi regeringen ikke ønskede at stille kritiske spørgsmål til præsident Bush.

Regeringen oplyste ikke Folketinget om, at fanger var taget og udleveret til amerikanerne før den blev konfronteret med Guldbrandsens og Giversens oplysninger i efteråret 2005.  Indtil da var der kun afgivet et højst ufuldkomment svar fra forsvarsministeren i sommeren 2004 om at nogen var tilbageholdt og senere frigivet, men uden at oplyse, at de undervejs havde været overgivet i amerikanernes varetægt den 17.marts 2002. 

Min påstand er, at folk i Forsvarsministeriet har været bevidste om, at et fyldestgørende svar i sommeren 2004 ville have gjort det indlysende at sammenholde oplysningerne med den offentliggjorte Amnesty rapport om mishandlinger i amerikansk varetægt i døgnene fra og med 17.marts 2002 og konstatere at det var de samme 31, som danskerne oprindeligt tog til fange, der var tale om. Desværre har DR i en reportage sagt at oplysningen om fangerne først blev givet af regeringen efter at filmen kom.  Det er en unøjagtighed. En fodfejl. Men meningen med udsagnet er korrekt nok: Regeringen først frigav først oplysning om fangeudleveringen, da den vidste at Guldbrandsen og Giversen kendte til den!

Jeg tror, at filmmagerne selv kan svare for, at Frank Aaen ikke har været med til at redigere dokumentarfilmen. Det er en påstand, der er manipuleret frem af Simon Andersen og som regeringens medlemmer med kyshånd og ukritisk har taget til sig for at miskreditere filmen.

Jeg giver ikke meget for internetafstemninger om DRs troværdighed, der laves på baggrund af alt de sand, regeringen og dens støtter har prøvet at kaste i øjnene på befolkningen i forsøget på at vende et rimeligt krav om en uvildig undersøgelse af regeringens opførsel til et krav om undersøgelse af DR.

Din rolle er ynkelig, David Trads.

Med venlig hilsen

Mogens Lykketoft