Ørestad Avis 2. august: Secret Oyster
spiller igen live, for første gang siden opløsningen af bandet i 1977.
Efter en koncert i USA i år kan danskerne opleve bandet i Amager Bio
den 21. september

Sådan så de ud i 1970 erne
Secret
Oyster var i 70’erne ét af Danmarks mest succesfulde orkestre og skabte
sig også et navn på den internationale scene for det, der siden fik
betegnelsen elektrisk jazz eller fusion.
Gruppens kultagtige
status siden opløsningen i 1977 - ikke mindst internationalt - førte
til, at det amerikanske pladeselskab Laser’s Edge for et par år siden
påbegyndte en amerikansk genudgivelse af alle fire oprindelige Secret
Oyster-albums. De tre første cd’er er udkommet og den fjerde er på
trapperne.
På denne baggrund har NEARfest festivalen, der afholdes i New York-området, i et par år ønsket sig Secret Oyster på programmet.
I år sagde gruppen ja tak til invitationen fra USA, selv om Secret Oyster ikke har oprådt siden 1977. De var på programmet på årets NEARfest 22.-24. juni i år i byen Bethlehem nær New York, og spillede en koncert om fredagen.
I forbindelse med USA-turen vil der blive gennemført et mindre antal
Secret Oyster-koncerter i Danmark og Sverige. Første gang bliver i
Amager Bio den 21. september.
Secret Oyster blev dannet i 1972 af Karsten Vogel i forlængelse af, at Burnin Red Ivanhoe blev opløst efter syv års intensiv turnevirksomhed. Orkestrets medlemmer var i sin tid Claus Bøhling, guitar, Karsten Vogel, saxofoner, keyboard, Ole Streenberg, trommer, Kenneth Knudsen, keyboard, og Jess Stæhr, bas.
Kenneth Knudsen optræder ikke mere live. Jess Stæhr ønsker ikke at deltage i Secret Oyster igen.
- Revival-projekter er efter min mening uinteressante, af samme grund har jeg takket nej til at spille i Burnin´Red Ivanhoe, skriver Jess Stæhr på Ørestad Avis hjemmeside.
De to pladser i bandet er overtaget af Daniel Fridell og Assi Roar.

Og sådan ser de tre aktive medlemmer ud i dag