Politikerne på Københavns Rådhus stjæler i disse dage rampelys fra landspolitikerne. Der er blokader og demonstrationer i hele byen. Ved natlige forhandlinger spiller partierne hinanden ud imod hinanden. Pressefolk venter i timevis i gangene på det imposante, selvhøjtidelige rådhus, bare for at få en intetsigende sætning ud af de alvorlige ansigter.
For almindelige borgere i kommunen er det hele til at brække sig over. Københavns Kommune er en af de dårligst ledede kommuner i Danmark, med rod i økonomien og rod i administrationen. Ringer man op til Københavns Kommune med spørgsmål til sin harmløse pensions- eller byggesag, stilles man om og rundt i en uendelighed. Og når en medarbejder endelig tager telefonen, er det med et presset tonefald, at vedkommende fortæller at afdelingen for tiden er underbemandet, ramt af sygdom, midt i en flytning eller lige startet på en stor omstrukturering.
Skatten er rimeligt høj, serviceniveauet er dårligere end de fleste steder, afstanden mellem borgere og politikere alt for stor. Og sådan har det været længe.
Og derfor er de skidtvigtige københavner-topforhandlere man ser på TV, til at brække sig over. Vi taler jo ikke om FN-resolutioner eller regeringsrokader her. Vi har at gøre med EN HELT ALMINDELIG BUDGETFORHANDLING, som man tackler langt mere professionelt i landets øvrige 97 kommuner.
Kommunestyret har IKKE tradition for at være blokpolitisk, eller være sovset ind i valgkamp i hele valgperioden. Her sørger den gode borgmester for samarbejde over midten og konsensus om de store linier i kommunens udvikling og drift. Det er arbejdende folkestyre, når det er bedst, langt fra Christiansborg-fnidder og medie-spin.
Omvendt på Københavns Rådhus. Borgmestrene (for selvfølgelig har Københavns Rådhus flere borgmestre, og ikke kun én) fører sig frem i Audi A8 stil som ministre med egen spindoktor og chauffør. De bruger deres tid på at bive set de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og resten af tiden på at intrigere, sammenrotte og lave hemmelige klubber i det politiske landskab.
De københavnske partiforeninger føler sig bedre end partiforeninger i resten af landet, de handler med brugte politikere med folketingsgrupperne, og kører nye navne i stilling til en fremtid i Folketinget. De havde åbenbart også så meget magt, at de kunne sige "fingrene væk", da regeringen planlagde kommunalreformen. Og derfor blev København, desværre, ikke delt op i mindre og mere overskuelige enheder. Provinsielt er det ord, der dukker op. Hvis det ikke lige var fordi, at det netop ikke er provinsielt.
De uprøvede karrierepolitikere og deres kolleger, de afdankede landspolitikere, er i stand til gøre en simpel vejnavngivning til en ideologisk kampplads i Borgerrepræsentationen. De er i stand til at blive uvenner og hade hinanden mere end samspilsramte teenagepiger i en 8. klasse. De kan finde på at politianmelde hinanden, kalde hinanden for løgnere, for psykisk ustabile, og bevæge sig på grænsen til korruptionsanklager.
Og imens får de ansatte ikke løn på grund af fejl i lønsystemerne. Revisorerne opdager at der mangler en halv milliard i Børn og Ungeforvaltningen. 70 millioner skal tilbage til statskassen fordi kommunen ikke har fulgt godt nok op i dagpengesager. Skoler forfalder. Der udtænkes enorme højhus- og parkeringshus-strategier imens serviceniveauet nøk for nøk bliver forringet, af de selvsamme politikere som anklager regeringen for at skære ned på velfærden.
En tragedie må nødvendigvis ende tragisk. Ingen regering har lyst til at stikke fingrene ned i ormegården på Københavns Rådhus. Men på et tidspunkt vil bystyret og administrationen være kørt så meget i sænk, at Indenrigs- og Sundhedsministeren har pligt til at overtage administrationen. Måske kan det føre noget godt med sig. Nemlig mindre og københavnske kommuner, så københavnerne kan få et helt almindeligt velfungerende kommunestyre som i Ballerup, Horsens eller Svendborg.