Mikkeline W. Gudmand-Høyers bog "Gajol-manifestet" er blevet til i en stille haveforening ved Ørestad. Beretningen om pigen Nadjas hurtige liv i 80 erne og 90 erne er fyldt med punkrock, forelskelser, techno, stoffer, kunst og sex. Nogle har kaldt den for "Nynne på syre". Selv mener Mikkeline nu mere, at bogen kan fortælle unge piger noget om at prøve grænser af, og komme til at overskride dem.

Redaktøren for Ørestad Avis var på vej ind i en lur, da han en formiddag i april blev vækket af en stemme ude på gangen.
-Ørestad Avis? Ørestad Avis? råbte kvinden, som nærmede sig døren. Det var forlagsredaktør Lene Andersen, som var ved at fare vild på det gamle KUA, hvor avisen har sin ydmyge redaktion.
- Værsgo, jeg synes at du skulle læse denne her. Det vores nyeste udgivelse, skrevet af Mikkeline W. Gudmand-Høyer, som bor her i Ørestad.
Lene fandt nummeret frem til forfatteren imens hun forklarede at Gajolmanifestet er en delvist selvbiografisk generations-roman om en punker- og kunsterpiges vilde liv i 80 erne og 90 erne.
- Jeg faldt for den bog, fordi den også fortæller om min ungdom, bare fra et helt andet sted. Og så kan den fortælle mange unge piger noget om at søge grænser og overskride dem, sagde Lene Andersen.

Nogle dage senere tager Mikkeline W. Gudmand-Høyer imod i sit kolonihavehus ganske tæt på Ørestad. "Gajol-manifestet" er hendes første roman, men hun har skrevet og tegnet adskillige børnebøger (Den store Rumpizza, Skaterkongen, Skatere Holder Sammen) ligesom hun maler og laver "minimalistisk-punk-elektro-beat" musik, som hun selv kalder det.
I slutningen af "Gajol-manifestet, som er delvist selvbiografisk, flytter hovedpersonen Nadja ud til Ørestad fra en lejlighed på Amager. Så bogen indeholder også den vist nok første beskrivelse af Ørestad i en roman:
"Haveforeningen ligger i en skov af blomster og kirsebærtræer ude ved Ørestad Station, bag indkøbscenteret Field s og højhuset Ferringen. Det er lidt New York-agtigt, og jeg, som elsker højhuse, synes at det er et okay kompromis, når vi nu ikke kan bo på Manhattan."
Siden tilflytningen for fire år siden er Ørestad vokset endnu mere.
- Jeg kan stadigvæk godt lide kontrasterne, selv om de nye bygninger i Ørestad ikke er imponerende smukke. Og så er der mange forskellige slags mennesker herude. Dog kunne det være rart at se nogle flere med burka! siger Mikkeline og griner.
- Men det bedste ved at bo herude, er at man kan gå og passe sig selv, arbejde om natten eller spille høj musik. Det ville ikke gå på tredie sal på Vesterbro. Jeg tror også at det er derfor, at der bor mange kunstnere herude, fortsætter hun.

Da redaktøren ankommer har han netop læst bogen i næsten ét stræk. "Gajol-manifestet" handler om ungdom, kærlighed, stoffer, sex og kunst. Handlingen går over stok og sten. Fra forældrenes skilsmisse, flytningen til Jylland, frigørelsen i netstrømper og sort neglelak, kæresterne, udlandsrejserne og de seksuelle eventyr. Nadja/Mikkeline skal prøve det hele, og farer vild i mellem fyre, syretrips og punkkoncerter nogle gange undervejs. Men hun har hele tiden sin tegneblok i nærheden, og tager den frem, når virkeligheden bliver for barsk. Om det så er i Norvest-kvarteret, på husbåden i Sydhavnen, i Barcelona, London eller San Francisco.

Mikkeline W. Gudmand-Høyers bog er ikke en generationsroman, hvor navngivne ikoner bliver hakket ned. Gajol-manifestet følger Nadjas personlige spor gennem labyrinten af hash, sex, musik og kunst. Alligevel bliver fascinationen af den tids kunstnere og punkere skrællet ned, så der næsten intet er tilbage under den sorte mascara og det orange hår ved baren på Krasnapolsky. Redaktøren er enig med forlæggeren. Bogen indfanger en tid, som han selv var deltager og iagttager af i 80 ernes ungdomsmiljø i København, med spidse sko og sort frakke på Alexandra, Saltlageret, Barbue og Joes Kaffebar.
- Det var en tid, hvor det handlede meget om at være enormt sej. Og det var svært for hovedpersonen og for mig, som kom fra en fri, hippie-agtig baggrund, siger Mikkeline.

Nadja/Mikkeline bliver på et tidspunkt optaget på Kunstakademiet, og så skulle lykken være gjort. Men akademiet er en ørkenvandring fyldt med tågehorn og intrigante kunstsnobber, som ser ned på den unge punkertøs og hippiebarn. Ingen hjælper hinanden på vej, alle er bange for ikke at mene det rigtige.
- Akademiet var som en skolegård i gamle dage. Nogle sagde ligefrem, at de "hadede førsteårs-elever". Jeg er er opflasket med kollektiver og socialistiske lilleskoler. Jeg troede på kunstnerfælleskabet. Og var overhovedet ikke forberedt på den virkelighed. Der var ingen formelle krav, eksaminer, klasser eller hold. Formelt var alt tilladt. Uformelt var der masser af regler og koder, fortæller Mikkeline og smiler.
Hun fik tre gange afvist sine værker på Charlottenborgs forårsudstilling. Men i år er det lykkedes. Ironisk nok med et kapitel fra den bog, som udstiller kunst-miljøet. Det udstillede kapitel hedder "Blod er vel blod".
- Af samme grund er papiret smurt ind i blod. Jeg havde nu også sendt nogle skidegode malerier ind, men dem ville de ikke ha , siger Mikkeline og griner igen.

Men hovedsporet i Gajolmanifestet er dog ikke kritikken af kunst-miljøet. Vi følger for det meste Nadja/Mikkelines vilde liv i København og andre byer, hvor der venter et nyt eventyr med sex og/eller stoffer rundt om mange gadehjørner. Da Mikkeline W. Gudmand-Høyer for nylig var i TV Lorry for at fortælle om bogen, sagde studieværten, at romanen mindede hende om "Nynne på syre".
- Jeg synes nu at den er mange andre ting også. Jeg håber for eksempel at den kan bruges i seksualundervisningen i de ældste klasser. jeg er opvokset med, at sex er noget naturligt. Noget som ikke skal skamme sig over. Det var det jeg havde med fra min frie opdragelse. I dag er grænserne er blevet rykket helt vildt, hele kulturen er blevet pornoficeret. Jeg skriver om nogle af konsekvenserne. For eksempel i kapitlet "Blod er vel Blod", hvor denne her fyr vil dyrke SM-sex, men går helt i panik over at se en plet menstruationsblod på lagenet. Det er jo absurd! siger Mikkeline, som allerede er i kontakt med en seksual-lærer, der gerne vil bruge bogen i sin undervisning af unge piger.
- Man kan sige, at bogen handler om hvordan det OGSÅ er at være rockstjerne, kunstner og så videre. Mange har jo den drøm, og bogen kan vise dem nogle af omkostningerne.

Nadja/Mikkeline bliver færdig på Kunstakademiet efter syv lange år, men synes stadig ikke at succesen som kunstner vil indfinde sig. I mellemtiden er der kommet en datter og et kolonihavehus ind i hendes liv. Der skal smør på brødet. I indgangskapitlet oplever, vi hvordan hun er til jobsamtale, for at få et job som flaskesamler på et diskotek. Hun er så nervøs, at hun ikke får jobbet. Uegnet som flaskesamler!
"Er pissebange for at blive en taber. "Taber!" runger det i mit hule kranie. "Taber!", "Skodtøs!", "Forvirrede Hippie-Taber!"
På det tidspunkt har Nadja/Mikkeline kun to mål i livet: At komme på dagpenge, og at eje en blød frottébadekåbe med hætte:
"Endnu federe og selvdestruktivt var det, hvis jeg yderligere kunne spænde ben for mig selv og undgå disse mål, og det gjorde jeg".

Men en dag får hun en åbenbaring på låget af en Gajol-æske. Der står "Den første betingelse for at få succes, er at beslutte sig til at få det". Åbenbaringen bliver starten på en proces, hvor Nadja/Mikkeline forliger sig med verden, finder fred i sit lille hjørne af den, og begynder at arbejde mere målrettet med sin kunst. Redaktøren spørger, om vejen til succes også kan være at acceptere sin "almindelighed":
- Jeg ved ikke hvad almindelig er, og finder nok heller aldrig ud af det. Men det er vigtigt at være tilfreds med at være på jorden. Acceptere, at den også består af smerte, svigt og ansvar. Nadja var forvirret over, hvor hun skulle placere sig som hippieopflasket tøs på en noget værdi-spraglet klode. Gajol-æsken fortæller hende, at hun er noget værd, hvis hun beslutter sig for det!

Du kan læse mere om Gajol-manifestet og Mikkeline W. Gudmand-Høyer på www.andersenske.dk , www.mikkeline.eu og www.mixiwili.com .